23-årig idømt dobbeltstraf for stenkast mod politiet ved corona-demonstration
Straffelovens særlige paragraf om dobbelt straf er endnu en gang taget i brug i en sag fra en demonstration mod corona-restriktioner.
En 23-årig mand skal et år og tre måneder i fængsel for at have råbt »fucking luder« og kastet tre sten efter politiet ved en Men in Black-demonstration i København den 9. januar.
En enig domsmandsret i Københavns Byret valgte tirsdag i overvejende grad at følge anklagerens påstand om, at mandens handlinger skulle straffes ekstra hårdt, fordi demonstrationen var corona-relateret.
Manden blev derfor dømt efter en særlig bestemmelse i straffeloven, paragraf 81d, som giver mulighed for dobbeltstraf. Paragraffen kan bruges, hvis lovovertrædelsen »har baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark.«
Det var dog kun dele af straffen, som blev fordoblet – nemlig forholdene om stenkast mod politiet (§ 119 b) og grov forstyrrelse af den offentlige orden (§ 134 b).
Den 23-årige blev desuden dømt for forsøg på vold mod tjenestemand og for at have tilskyndet andre demonstranter til lignende overfald mod politiet med sin adfærd under en demonstrationen.
Det er anden gang på få dage, at den omdiskuterede paragraf om dobbeltstraf bliver taget i brug.
Fredag blev en 30-årig kvinde idømt to års ubetinget fængsel for blandt andet at have tilskyndet til vold mod politiet i forbindelse med samme demonstration i København. Her holdt hun en tale, hvor hun opfordrede til at »smadre byen på en ikke-voldelig måde«, og efterfølgende gik hun forrest i optoget med en megafon. Dommen, som nu er anket til landsretten, affødte stærke reaktioner på sociale medier og fra en række politikere.
Den 23-årige mand fra tirsdagens sag er ikke tidligere straffet. Han har taget uddannelsen som politikadet og læser nu på en videregående uddannelse.
Han sad roligt iført en nystrøget, hvid skjorte under retsmødet, hvor han nægtede sig skyldig.
Dog erkendte han at have kastet to sten som hærværk, men hævdede, at han blot ville ramme et busskur, og at han havde følt sig »fanget«, da politiet samlede sig om demonstrationen.
»Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har nogen onde følelser mod politiet. Jeg har selv været det (en del af politiet, red.). Jeg har stor respekt for ordensmagten.«
»Jeg ville aldrig prøve at skade dem,« sagde han.
Anklager krævede længere straf
Anklageren i sagen, Tanja Søderlund, mente derimod, at mandens forklaring var utroværdig og tilpasset lejligheden. Ved demonstrationen var han maskeret og klædt i sort, ligesom han ifølge anklageskriftet kastede tre sten med en diameter på 7-10 cm. mod betjente på Tagensvej i København og råbte »fucking luder«.
På den baggrund gik anklageren efter en straf på to år og otte måneders fængsel inklusiv fordoblingen.
Men fordi stenene ikke ramte betjentene, blev manden kun dømt for forsøg på grov vold efter straffelovens paragraf 245. Og dette forhold blev ikke straffet dobbelt.
Desuden frifandt retten manden for deltagelse i urolighederne under den del af demonstrationen, som foregik fra Rådhuspladsen til Blegdamsvej på Nørrebro.
Alt i alt endte dommen på et år og tre måneders fængsel.
Mandens forsvarer, advokat Torben Rasmussen, argumenterede for, at hans klient højst skulle straffes med nogle måneders fængsel for hærværk i form af stenkast mod et busskur, og at paragraffen om dobbeltstraf slet ikke kunne bruges i sagen.
Det ville ligefrem være grundlovsstridigt at anvende paragraffen i forbindelse med demonstrationer, mente han:
»Det har aldrig nogensinde været lovgivers intention, at vi skulle lovgive mod at have en mening om covid-19-restriktioner,« sagde forsvareren i retten.
Den 23-årige har siddet varetægtsfængslet siden 9. januar, og det skal han fortsætte med. Han udbad sig tid til at overveje dommen.