Professor: Nyt testsystem kan gøre det muligt at fremrykke genåbning

Test af store befolkningsgrupper to gange om ugen vil både gøre det muligt at åbne mere af samfundet og kunne afsløre, hvis der er behov for nye nedlukninger, vurderer forsker.

Artiklens øverste billede
Fremover skal mange danskere vænne sig til at blive testet for corona et par gange om ugen - det er en forudsætning for genåbning, siger regeringen. Arkivfoto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Test, test, test.

Et gigantisk system, hvor store dele af befolkningen bliver testet mindst to gange om ugen, vil være en stor hjælp i kampen mod coronavirus – og i forhold til at give danskerne mere af den normale hverdag tilbage.

Ifølge professor i infektionsimmunologi Jan Pravsgaard Christensen, Københavns Universitet, vil en teststrategi, som dén regeringen netop har præsenteret, kunne opdage nye smittekæder og sikre, at mere af samfundet kan holdes åbent.

»Et testsystem, hvor for eksempel skolebørnene bliver testet mandag og onsdag vil formentlig betyde, at man kan holde flere ting åbne,« siger han og uddyber:

»Ved at have et meget intensivt testsystem er der en mulighed for at fremrykke noget af genåbningen. Alternativet er, at vi skal vente i en måned eller to mere, før smittetallet kommer endnu længere ned.«

Regeringen har indgået en aftale med Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner om, at flere borgere skal testes to gange om ugen, når de på et tidspunkt får lov at vende tilbage i skole eller på arbejde.

Hyppige test – enten hurtigtest eller PCR – bliver fremover »forudsætningen« for at kunne genåbne yderligere, oplyste regeringen.

»Det er en samfundskontrakt, hvor vi kræver af de brancher og landsdele, der kan åbnes, at der skal være test to gange om ugen,« sagde sundhedsminister Magnus Heunicke på et pressemøde.

Kanariefuglen i kulminen

Jan Pravsgaard Christensen peger på, at testsystemet vil gøre det muligt at overvåge smitten detaljeret og geografisk.

Smittede skoleelever eller ansatte kan hurtigt endes hjem igen, mens resten kan blive. Samtidig kan testsystemet fungere som en kanariefugl i kulminen, der kan advare om, hvis der igen er for stor smittespredning lokalt, regionalt eller generelt i samfundet. Og på den måde afsløre, hvis der er behov for nye, lokale nedlukninger.

»Man vil hele tiden kunne følge udviklingen og måske sige: Nu ser vi en stigning, sm vi skal have styr på – nu må butikkerne lukke igen i 14 dage, eller en skole eller arbejdsplads,« lyder det fra Jan Pravsgaard Christensen.

Der venter dog en gigantisk logistisk opgave, hvis regeringens test-mål skal nås.

Ifølge Danske Regioner er den nuværende testkapacitet på ca. 200.000 tests om dagen. Hvis alle voksne danskere fremover skal testes to gange om ugen, vil det kræve ca. den tidobbelte kapacitet, svarende til ca. 1,4 mio. test om dagen.

Alene test af alle folkeskoleklasser og ungdomsuddannelser vil kræve 160.000 test om dagen, påpegede justitsminister Nick Hækkerup på pressemødet.

For at nå målet skal elever kunne blive testet på deres skole eller uddannelsesinstitution, og brugen af mobile testenheder skal finjusteres.

Desuden skal der etableres langt flere faste kviktest-steder rundt om i landet. Der er 55 i dag, men tallet skal på flere hundrede, lød det fra Nick Hækkerup, som lovede større tilgængelighed for test samtidig med, at han opfordrede befolkningen om at benytte sig af de mange testtilbud.

Håber på genåbninger 1. marts

I øjeblikket diskuteres genåbning af samfundet intenst på Christiansborg, hvor flere partier håber, at 1. marts kan være datoen for yderligere genåbninger.

Regeringen deler håbet, men hvor meget, der eventuelt kan genåbnes afhænger af beregninger, som Statens Serum Institut i øjeblikket er ved at lave over, hvad forskellige åbningsmodeller vil betyde for smitten, understregede ministeren.

Beregningerne bliver præsenteret for Folketingets partier i begyndelsen af næste uge.

»Vores håb er selvfølgelig, at vi vil kunne få en yderligere genåbning af samfundet,« sagde Heunicke, som tilføjede, at det nu står klart, at genåbningen for de mindste skoleelever er gået »forsvarligt, sikkert og trygt«.

På grund af de generelt faldende smittetal i Danmark er der dog nu »plads« til lidt mere smitte og lidt flere indlagte, forklarede Heunicke.

Den »plads« kan udnyttes til eksempelvis at lade de afgangselever i skoler og ungdomsuddannelser komme tilbage, genåbne dele af detailhandlen og udendørs idrætsaktiviteter – det er i hvert fald de ting, som SSI regner på.

Den store ubekendte faktor er den særligt smitsomme britiske virusvariant B.1.1.7, som er stigende i Danmark. I marts vil varianten ifølge SSI’s forudsigelser udgøre 80 pct. af de nye smittetilfælde.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.