Fortsæt til indhold
Indland

Coronaaflyste konfirmationer kan give strid om regning

Corona udskyder konfirmationer i flæng, men man skal være opmærksom på sine aflysningsrettigheder.

/ritzau/

Konfirmationsfester landet over er blevet udskudt på grund af corona.

Risikoen for coronavirus førte sidste år til, at konfirmationer landet over blev flyttet, og også i år har flere kirker meldt ud, at konfirmationerne må udskydes som følge af covid-19.

Men man kan ikke altid regne med at få sit depositum tilbage, når man beslutter af aflyse festen.

Ankenævnet for Hotel, Restauration og Turisme har netop afgjort en sag, der handler om en aflysning af en konfirmationsfest.

Sagen drejer sig om en forbruger, som måtte aflyse festlokale og mad, fordi corona udskød festen sidste forår.

Forbrugeren kunne ikke få tilbagebetalt sit depositum på 3000 kroner, ligesom afbestillingsprisen på 50 procent af arrangementets menupris gik tabt.

Regeringen havde på tidspunktet for afbestillingen ikke udstedt et forsamlingsforbud.

Afbestillingen var derfor omfattet af udlejerens almindelige afbestillingsregler, og ifølge dem havde forbrugeren ikke krav på at få sit depositum tilbage.

Og der er mange af den slags sager. Især hvad angår udskydelse og aflysning af konfirmationsfester, fortæller Kaare Friis Petersen, erhvervsjuridisk chef hos Horesta, brancheorganisationen for hotel-, restaurant- og turisterhvervet.

- Når præsten flytter konfirmationsdagen, ønsker mange også at rykke lokale og madreservationen. Men man skal være opmærksom på, at man ikke har ret til at få flyttet sin bookede fest vederlagsfrit, bare fordi præsten rykker selve konfirmationshandlingen, siger han.

- Men mange steder forsøger man at finde en løsning, så godt man nu kan. Og det er mit indtryk, at det lykkes i langt de fleste tilfælde, siger Kaare Friis Petersen.

Hos Forbrugerrådet Tænk råder man forbrugerne til at være særligt opmærksomme på, hvad der står med småt i den aftale, der underskrives.

- Det bedste råd er at gå i dialog med virksomheden, om hvad man gør, hvis corona går ind og sætter en stopper for festen. Og så er det en god idé også at få det på skrift, siger Jakob Steensgaard, seniorjurist ved Forbrugerrådet Tænk.

I løbet af 2020 fik forbrugerrådet i alt otte henvendelser fra folk, som har haft brug for vejledning angående rettigheder ved aflysning eller ombooking af konfirmations- og bryllupsfester.