I nat kommer vaccinen til Danmark - nogle få detaljer er stadig hemmelige
Natten mellem fredag og lørdag modtager Danmark de første 9.750 doser vaccine mod covid-19. Allerede søndag skal doserne bruges.
Planen er klar. Snart bliver den sat i værk: Det hele begynder for Danmarks vedkommende, når en lastbil på et tidspunkt natten mellem fredag og lørdag passerer grænsen og bevæger sig mod Statens Serum Instituts lokaler i København.
Lastrummet vil være fyldt med de første doser vacciner mod covid-19, som det danske sundhedsvæsen kan uddele.
Ekstra Bladet har fået oplyst fra SSI, at der vil være en politieskorte af leverancen. Men mange flere detaljer bliver ikke givet bort. Forklaringen er ifølge Ekstra Bladet en frygt for terror, sabotage eller røveriforsøg.
Lasten vil helt præcist være 9.750 doser vaccine fremstillet af Pfizer og BioNTech på en fabrik i Belgien.
Til at starte med skal vaccinerne til Amager, hvor Statens Serum Institut har frysere klar, der kan opbevare doserne ved de påkrævede 70 minusgrader.
Vaccinerne skal dog ikke blive på Amager i lang tid. Lørdag eller søndag bliver doserne således sendt ud i det ganske land. Hver af de fem danske regioner modtager doserne på regionernes centrale apoteker- antallet til hver region er fordelt helt proportionelt efter indbyggertal.
De nationale danske sundhedsmyndigheder har afgjort, at det er beboere og ansatte på plejecentre samt frontpersonale på danske sygehuse, der først skal vaccineres, inden tilbuddet udbredes til andre dele af befolkningen.
Denne gruppe udgøres af omkring 1,7 mio. danskere.
Hvem de enkelte regionerne har udpeget til de første stik ud fra det kriterium, kan du læse mere om her:
Region Hovedstaden har tidligere fortalt, at man her vil bringe vaccinerne det sidste stykke fra hovedstadens centralapotek til de udvalgte plejecentre ved hjælp af 10 specialudstyrede varevogne.
Denne del af transporten er dog derudover - ligesom nattens lastbilleverance - omgærdet af en smule hemmelighed om de nærmere detaljer.
»Det er en interessant transport, og vores chauffører er opmærksomme på den opgave, de udfører,« har Thomas Mark Bøgeskov, logistikchef i Region Hovedstaden nøjedes med at udtale til Ritzau.
Bøgeskov har også bemærket, at det udover de lidt hemmeligholdte elementer er en leveranceopgave, som ikke adskiller sig meget fra alle andre opgaver.
»Det er i høj grad ”business as usual”. Men det er klart, vi har meget mere opmærksomhed på denne her opgave, fordi det er en særligt vigtig opgave. Vi kører et ret højt kvalitetsniveau på alle vores transporter. Men jeg er med ude første dag, bilerne skal rulle, for at sikre, at alt spiller,« har han forklaret.
Og hvornår er transportopgaven så egentlig slut, så de første stik kan blive uddelt?
Klokken 9 søndag formiddag, er svaret på det spørgsmål. Det er altså et spørgsmål om timer frem for dage, fra vaccinen kommer til Danmark, til den bliver uddelt til de første.
På klokkeslættet bliver der uddelt stik i samtlige fem regioner - sundhedsminister Magnus Heunicke har lovet, at det sker simultant landet over.