Statsrevisorer: Svag intern kontrol har åbnet for svindel i staten
Sagerne om Britta Nielsen og svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelser viser mangel på intern kontrol.
Statsrevisorerne kritiserer flere ministerier for at have for svag intern kontrol, så statsansatte kan begå svig på indkøbs-, løn- og tilskudsområdet, uden at det bliver opdaget.
Kritikken kommer efter sagerne om den svindeldømte Britta Nielsen, svig og svindel på vedligeholdelsesområdet i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse og svindlen med udbytteskat.
- Statsrevisorerne finder det meget utilfredsstillende, at ministerierne generelt har så svage interne kontroller og forretningsgange, at det er muligt for statsansatte at begå svig på indkøbs-, løn- og tilskudsområdet, uden at det bliver opdaget, skriver Statsrevisorerne.
De indskærper, at ministerierne generelt bør styrke deres ledelsesfokus på tilrettelæggelsen af den interne kontrol og risikostyring.
Statsrevisorerne finder samtidig, at der er behov for en generel oprustning i forhold til, om kontrollerne med forvaltning af indkøb, løn og tilskud fungerer hensigtsmæssigt og i tilstrækkelig grad forebygger statsansattes mulighed for at begå svig.
Statsrevisorerne havde bedt om at få gennemført en undersøgelse på baggrund af de konkrete svindelsager, der har kostet skatteyderne millioner af kroner.
- Undersøgelsen viser, at Rigsrevisionen ikke har fundet flere konkrete tilfælde af svig begået af statsansatte. Men der er risiko for, at der i 2019 og flere år bagud kan have fundet uretmæssige udbetalinger sted, når statsansatte har forvaltet indkøb, løn og tilskud, skriver Statsrevisorerne.
/ritzau/