Fem ting du skal vide om mink og virusmutation
Myndighederne har fundet en mutation af covid-19 i mink, som kan udgøre en fare for folkesundheden. Derfor skal alle mink aflives, og der vil blive indført yderligere restriktioner i Nordjylland.
Onsdag tonede regeringen og sundhedsmyndighederne frem på en række skærme til et virtuelt pressemøde, hvor de annoncerede, at Danmark mere end 15 mio. mink skal aflives.
Det er et spørgsmål om folkesundheden - national og globalt, lød det fra Kåre Mølbak, direktør i Statens Serum Institut, som forklarede, at man har fundet muteret coronavirus i dyrene. Virus, som har bredt sig til mennesker og kan have negative konsekvenser for en kommende vaccine.
Hvad har man fundet?
Statens Serum Institut har fundet en muteret coronavirus, som er vandret fra mink til mennesker. Man har i øjeblikket registreret 12 personer med muteret virus i Nordjylland.
Virusmutationen har man valgt at kalde ”cluster 5”. Virus muterer hele tiden, uden at det nødvendigvis er et problem, men ifølge Kåre Mølbak opstår alvoren, når dyr er involveret.
»Når virus skifter vært, altså fra mennesker til mink, kommer det ind i et andet biologisk system, og det giver altså en anden slags mutationer,« sagde han på onsdagens pressemøde.
Her fremgik det også, at der ikke umiddlebart er noget, som tyder på, at den nye variant er farligere, end den vi kender.
Hvad er problemet?
Den nye minkvariant har i laboratorieforsøg vist sig at have en nedsat følsomhed over for coronaantistoffer.
Det kan betyde, at de vacciner, som man er i færd med at udvikle, ikke vil virke på denne særlige virusvariant.
»Det værst tænkelige scenarie er, at vi har en pandemi, der starter forfra med udgangspunkt i Danmark,« lød det onsdag fra Kåre Mølbak.
Hvorfor kan vaccinen blive svækket?
Det såkaldte spike-protein i minkvarianten har i flere tilfælde vist sig at adskille sig fra den virus, som er set i mennesker. Spike-proteinet er det protein, som gør det muligt for virussen at trænge ind i cellerne. Og det er netop det protein, som mennesker danner antistoffer imod, når de har været smittet med covid-19.
De nuværende, potentielle vacciner mod coronavirus er baseret på dette spike-protein, men hvis det ændrer sig, er der risiko for, at virkningen af vaccinen vil svækkes.
Hvorfor skal alle mink aflives?
Ifølge Statens Serum Institut er der stor risiko for, at smitten spredes yderligere, og at der kommer flere mutationer, hvis man fortsætter minkproduktionen og lader avlsdyrene leve.
For det første vil flere af minkene fortsat være modtagelige for smitte. For det andet ved man ikke, hvor længe antistofferne beskytter mod ny smitte. Endelig opdages smitten ofte sent på de enkelte farme.
»Hvis minkproduktionen fortsættes i Danmark, således at der i 2021 genetableres en storpopulation af mink, vurderes det for overvejende sandsynligt, at denne population vil være modtagelige for smitte,« lyder det i risikovurderingen, som også peger på, at den voldsomme mængde af mink har en betydning.
Hvad sker der nu?
Aflivningen af de flere end 15 mio. mink på de danske farme er allerede i gang, men indsatsen bliver nu intensiveret.
Den Nationale Operative Stab (NOST) iværksætter en nødplan for det massive arbejde, som skal afvikles hurtigst muligt. Derudover vil minkfarmerne få en ekstra tempo-bonus, for hvert dyr de selv afliver.
Samtidig indfører man en række restriktioner i flere nordjyske kommuner for at nedbringe smitten.
Ifølge Jyllands-Postens oplysninger har flere kommuner fået besked om, at de skal lukke kommunegrænserne så vidt muligt.