Fortsæt til indhold
Indland

Ministersvar: Aflivning af danske mink kan koste op mod 5 mia. kr.

Det kan koste den danske stat milliarder af kroner at aflive samtlige danske mink, hvilket ifølge regeringen er en nødvendighed, efter at der er fundet en ny mutation blandt mink i Danmark.

Samtlige danske mink skal aflives »så hurtigt som muligt«, efter at der er fundet en mutation af coronavirus blandt danske mink, som kan skade udviklingen af en global vaccine mod covid-19.

Det har regeringen onsdag oplyst på et pressemøde.

Ifølge et ministersvar fra fødevareminister Mogens Jensen, der er givet i slutningen af oktober, kan aflivningen samlet koste op mod 5 mia kr.

»Det estimeres på baggrund af data for antal smittede besætninger pr. 21. oktober 2020, at såfremt alle danske minkbesætninger (ca. 1.100) aflives som led i smittebekæmpelse, vil det koste staten 2,3-2,8 mia. kr. i umiddelbare erstatninger til besætningerne for dyr og driftstab,« lyder det bl.a. i svaret fra fødevareministeren.

Derudover skriver ministeren, at der også kommer udgifter til rengøring og desinficering, hvilket ifølge ministersvaret kan få de samlede udgifter for afvikling af danske mink op på 5 mia. kr. Det oplyses dog ikke i svaret, hvem der skal finansiere den evt. rengøring og desinfektion.

»Det estimeres, at udgiften til rengøring og desinfektion af de smittede besætninger pr. 21. oktober vil udgøre ca. 300 mio. kr. Såfremt alle besætninger i Danmark smittes og derfor skal rengøres og desinficeres, vil de samlede udgifter hertil kunne beløbe sig til ca. 2,4 mia. kr.,« lyder det i svaret, hvor Mogens Jensen i øvrigt bemærker, at »aflivning af mink endvidere kan resultere i øvrige erstatningskrav mod staten«.

Ifølge regeringen er det nødvendigt at aflive samtlige danske mink, fordi der fundet virus i mennesker, der er smittet af mink, som har muteret sig så meget, at de ikke længere danner antistoffer. Dermed er den planlagte vaccine mod covid-19 svækket, og i værste tilfælde kan den udeblive.

»Coronaen har endnu en gang vist, hvor svær en sygdom, den kan være. Vi er nødt til at møde den med handlekraft, og vi skal have situationen under kontrol,« sagde Mette Frederiksen på onsdagens pressemøde.

Hun oplyste, at i alt 12 personer i Nordjylland har fået en muteret udgave af coronavirus. Det betyder, at der fremover vil komme ekstra restriktioner i en række nordjyske kommuner. Det gælder bl.a. Jammerbugt, Hjørring, Frederikshavn og Læsø.

Erhvervsminister Simon Kollerup forsikrede på pressemødet, at erhvervsdrivende vil få økonomisk hjælp.

»Til jer, der bliver ramt direkte, men også til de omgivende samfund, der bliver berørt. Hjælpen er på vej,« lød det.

Ifølge Fødevarestyrelsen er den seneste udvikling, at der er konstateret smitte på 270 danske minkfarme, mens 67 minkfarme har fået aflivet deres besætning, og yderligere 23 minkfarme er under mistanke for smitte.

I alt er der tal om afliving af 15-17 mio. mink, oplyser rigspolitichef Thorkilde Fogde.

Artiklens emner
Minkavl