Mange læger er hurtigt løbet tør for influenzavaccine
Fremover bør lægerne have lov at købe vaccine ind før apotekerne, mener Praktiserende Lægers Organisation.
Desværre, der er ikke mere influenzavaccine i sprøjten.
Den besked må mange læger ifølge Jørgen Skadborg, formand for Praktiserende Lægers Organisation, give deres patienter blot få uger efter, at der blev åbnet for gratis vaccination mod influenza og lungebetændelse hos de praktiserende læger for borgere over 65 år og andre i risikogruppen. Samtidig blev det fra sundhedsmyndighederne understreget, at det midt i en coronatid er særligt vigtigt at beskytte sig med en vaccination.
»Det er bestemt ikke rart at skulle prioritere mellem folk i risikogruppen og vælge de personer, der er mest i farezonen,« siger Jørgen Skadborg, der selv som læge i Billund er løbet tør.
Sundhedsstyrelsen har erkendt den truende mangel og indskærpet, at alene mennesker i risikogruppen skal stikkes, og den opfordring har apotekerne, hvor man for egen regning kan blive vaccineret, taget til sig.
En afgørende forklaring på de tomme sprøjter er stor efterspørgsel, og alene de første to uger af oktober vaccinerede apotekerne ca. 120.000 mennesker – det er lige så mange som hele sidste influenzasæson.
Statens Serum Institut har ellers købt ekstra ind – 1,6 mio. doser vaccine i 2020 mod 1 mio. sidste år – og vicedirektør Ole Jensen oplyser, at man forsøger at få fat i mere vaccine, men at det er vanskeligt, fordi den store efterspørgsel ikke blot er dansk, men global.
Ifølge Jørgen Skadborg bør man i fremtiden undgå tilsvarende mangelsituationer:
»Som praktiserende læger er vi små spillere, og vi bestiller kun nogle hundrede ad gangen i modsætning til de kommercielle spillere. Det burde være sådan, at de første måneder af en influenzasæson havde lægerne fortrinsret til at få leveret. Derefter kunne de kommercielle komme på banen,« siger han.