Kommunen har otte smittede - nu skal over 3.000 elever bære mundbind
Den store uddannelsesinstitution Rybners i Esbjerg ændrer coronaprocedurer, for at kunne fungere bedre under epidemien.
Fra på mandag bliver hverdagen anderledes for tusindvis af kokkeelever, gymnasiestuderende og kursister i Esbjerg Kommune.
For fra mandag morgen skal alle elever og ansatte på Rybners mange udannelsesinstitutioner i Esbjerg bære mundbind eller visir på skolens arealer med undtagelse af selve klasselokalerne, når der foregår undervisning.
Rybners rummer over 3.000 elever og flere hundrede ansatte, som alle vil være omfattet af ændringen.
Mundbindskravet bliver indført, selvom Esbjerg er en af de umiddelbart mildest påvirkede kommuner, når det kommer til coronasmitte. Indenfor de seneste syv dage er der således kun konstateret otte smittede ud af kommunens lidt over 115.000 indbyggere.
Rybners ledelse kæder det nye krav sammen med, at man samtidig ændrer karantænepolitik i en mindre restriktiv retning.
Det samlede mål er at afværge, at man med jævne mellemrum skal sende hele klasser samt deres lærere hjem i karantæne, hver gang enkelte personer har mistanke om smitte.
Hidtil har det været skolens politik, at sende hele klasser hjem, når enkelte elever afventede testsvar grundet smittemistanke. Ifølge skolen har »mange klasser« allerede været hjemsendte i den korte tid siden genopstarten.
»Når en elev med symptomer på covid-19 sendes til test, kan resten af klassen nu blive på skolen. Eleven, der skal testes, skal stadigvæk blive hjemme. Resten af klassen fortsætter med undervisning på skolen. De skal have ekstra meget fokus på at holde afstand og vaske og spritte hænder af og holde øje med, om de får symptomer,« lyder det i Rybners meddelelse til eleverne om den nye politik.
»Ændringerne skal være med til at sikre, at vi fortsat passer på hinanden og sikrer mindst mulig smittespredning på skolen samtidig med, at Rybners fortsat er et godt sted at være, og du som elev eller kursist fortsat får undervisning i en høj kvalitet,« skriver skolen videre om mundbindskrav og karantæneændringer.
Jydske Vestkysten skriver, at Rybners udover mundbindskravet har aflyst alle fester og større arrangementer i den nære fremtid.
Rybners er ikke ene om at have indført mundbindskrav. Allerede i den forgangne uge tog professionshøjskolen Absalon på Sjælland samme skridt.
Det bliver ifølge Rybners den enkelte persons ansvar at anskaffe sig mundbind eller visir.
Det er fra lørdag, at der landet over vil være krav om brug af mundbind i offentlig transport.