Fortsæt til indhold
Europa

»Det er problematisk«: Stor debat om mundbind i Sverige

Ved de svenske myndigheders pressemøde tirsdag blev der flere gange spurgt til et muligt kommende krav om mundbind.

På det pressemøde, de svenske sundhedsmyndigheder tirsdag eftermiddag holdt, var der ét spørgsmål, myndighederne igen og igen måtte forholde sig til:

Mundbind.

I Sverige anbefaler eller kræver man - modsat i de fleste andre lande - stadig ikke mundbind, heller ikke i den kollektive transport, og det har på det seneste skabt en vis debat i vores naboland.

Derfor måtte Johan Carlson, der er infektionslæge og genereldirektør i Folkhälsomyndigheten, på flere spørgsmål fra de tilstedeværende journalister forklare, hvorfor man ikke ville kræve, at der bliver båret mundbind, f.eks. i situationer med trængsel.

»Den, som af egen fri vilje skulle ønske at bære mundbind, bliver ikke frarådet at gøre det. Men det er en anden sag at rådgive hele befolkningen. Dér er vi ikke. Vi holder fast i de tiltag, som vi hidtil har haft,« sagde Johan Carlson og tilføjede, at »det er problematisk« at forlade sig på mundbind for at stoppe smitten.

Folkhälsomyndigheten, som er den svenske pendant til Sundhedsstyrelsen, peger på, at der i lande som Frankrig og Spanien længe har været krav om mundbind i visse situationer, men at smitten alligevel ser ud til at øges. Det kunne tyde på, at brugen af mundbind også har sine mangler.

»Er det, fordi det skubber andre tiltag som social afstand i baggrunden? Ja,« lør det fra Johan Carlson på pressemødet.

På trods af de svenske myndigheders tøven med at indføre anbefalinger eller krav om mundbind, er debatten ikke lagt død, lød det tirsdag. Det kan f.eks. blive nødvendigt at indføre lokale retningslinjer i den kollektive trafik, hvis ikke trængslen kan nedbringes på andre måder.

Dog kræver det ifølge de svenske sundhedsmyndigheder, at befolkningen bliver grundigt instrueret i, hvordan man bruger mundbindet sikkert og korrekt.

Frem for alt ønsker Folkhälsomyndigheten ikke at komme med et påbud om mundbind, hvor det ikke er nødvendigt.

I Danmark er der fra den 22. august indført et påbud om at bære mundbind i den kollektive transport på alle tider af døgnet, gældende for hele landet. Derudover har statsminister Mette Frederiksen varslet, at påbuddet kan blive udvidet, hvis smitten i det danske samfund ikke falder.

»Det kan sagtens være, at vi kommer til at blive nødt til at indføre kravet i andre situationer,« sagde Mette Frederiksen på et pressemøde lørdag.

I Sverige har man i det seneste døgn registreret tre dødsfald med covid-19, hvilket betyder, at 5.790 personer i landet er døde med covid-19 i kroppen. I det seneste døgn er der desuden registreret 174 nye smittede.