Nyt coronakort: Sådan har smitten fordelt sig i Danmark den seneste uge
Ringsted stikker ud på nyt kort over coronasmitten i Danmark den seneste uge. Kortet fortæller dog også en positiv historie. Find din egen kommune.
I Danmark er coronasmitten fortsat på et generelt lavt niveau sammenlignet med mange andre lande.
Det er til trods for, at sundhedsmyndighederne mod slutningen af juli har registeret højere smittetal, end det var tilfældet i for en måned siden.
Det nyeste kort fra fredag over coronasmittens fordeling i Danmark viser dog, at smitten aligevel er til stede i et flertal af landets kommuner i varierende styrke.
Det er således kun 33 af landets 98 kommuner, der de seneste syv dage ikke har registreret en eneste ny smittet med virussen. Da epidemien i slutningen af foråret var trængt længst ned, var det tilfældet i over halvdelen af landet.
Som man har set det tidligere, er det i Jylland og på Fyn, der er flest smittefri kommuner. Sjælland og øerne tegner sig således kun for 9 af de smittefri kommuner, hvoraf kun en eneste, Odsherred Kommune, hører under Region Sjælland.
Det er også i netop Region Sjælland, man finder den kommune, som lige nu er klart hårdest ramt af coronasmitte. Det drejer sig om Ringsted, der siden begyndelsen af ugen har været i fokus grundet et omfattende coronaudbrud på Danish Crowns store slagteri i byen.
Udviklingen kan tydeligt aflæses på kortet, hvor Ringsted som det eneste sted i landet ligger på et niveau med over 50 nye smittede pr. 100.000 indbyggere den seneste uge.
I resten af landets kommuner er smitten markant lavere og ligger for de fleste kommuners vedkommende på beskedne 1-9 nysmittede pr. 100.000 indbyggere.
Undtagelserne er Albertslund, Gladsaxe, Herlev, Hørsholm, Ishøj, Lyngby-Taarbæk, Køge og Aarhus Kommuner, der akkurat ligger på niveauerne over i smittespredning. Aarhus er dermed den eneste kommune uden for Sjælland, der har over 9 nye smittede pr. 100.000 indbyggere i de seneste syv dage.
Når man kigger på kortet, er der også en positiv historie at finde. Den nordjyske kommune Hjørring er således et af de steder, der slet ikke er registeret nye smittede den seneste uge. Det står i skarp kontrast til situationen i midten af juni.
Dengang var kommunen den klart hårdest ramte af smitte grundet et udbrud, der især ramte plejehjemmet i Sindal. Nu seks uger senere er situationen altså fuldstændig vendt.
En historie fra nabokommunen Brønderslev viser dog, at der endnu er grund til at tage sig i agt. Her har plejehjemmet Kornumgård således lukket ned for besøg og iværksat massetestning, efter en ansat er blevet konstateret smittet.