Fortsæt til indhold
Aarhus

Tre plejehjem ramt af coronasmitte - lukket af for omverdenen

Både i Østjylland, Nordjylland og på Sjælland har coronasmitten ramt ansatte på plejecentre i denne uge. Foreløbig er beboerne alle steder sluppet.

Fredag er antallet af coronasmittede medarbejdere på Lokalcenter Bøgeskovhus i det sydlige Aarhus steget til tre.

Den første medarbejder blev konstateret smittet tirsdag, og siden er opsporingsindsatsen på plejehjemmet opgraderet, så det nu er alle beboere og ansatte, der skal testes for coronasmitte.

Endnu er der ikke konstateret smitte eller symptomer blandt beboere på stedet, men mindst én af de smittede ansatte har haft borgerkontakt på flere afdelinger.

Som konsekvens af smitten er der indført besøgsforbud på plejehjemmet.

Også to andre steder i landet er der opstået smitte på plejehjem. Et af stederne er Plejecenter Ortved i Ringsted Kommune, hvor der torsdag blev konstateret én smittet medarbejder.

Også her er der iværksat testning af alle ansatte og beboere på hjemmet. Da Ringsted Kommune er ramt af et større udbrud, som udspringer fra Danish Crowns slagteri i byen, har man dog valgt at gå længere end i Aarhus.

Det er således blevet besluttet at lukke af for alle besøg til ikke kun Plejecenter Ortved, men alle plejehjem og botilbud i hele Ringsted Kommune i mindst to uger.

Ifølge Ritzau har den smittede ansatte fra Plejecenter Ortved en relation til en af de smittede arbejdere fra slagteriet.

Det sidste plejehjem med smitte er Kornumgård i Brønderslev Kommune i Nordjylland. Her er det også en enlig medarbejder, der er konstateret smittet, hvilket nu har resulteret i en nedlukning for besøg og systematiske check af alle på stedet.

»Der er ingen besøg og to fløje er i isolation. Alle beboere og medarbejdere blev testet samme dag. Der er ingen panik, men det er godt nok træls. Beboerne er godt trætte af, at vi nu må lukke ned igen,« har forstander Ulla Linné Kaasgaard forklaret om situationen til Nordjyske.

Det er kun få uger siden, der sidst var store problemer med smitte i Nordjylland, da et plejehjem i Sindal i Hjørring Kommune oplevede over 30 smittetilfælde blandt beboere og ansatte.