Fortsæt til indhold
Indland

Chokoladeforretning i shitstorm efter udlovningen af gratis eskimo-is med "n....kys"

En chokoladebutik på Frederiksberg er havnet i stormvejr efter indehaverens kritik af Hansen Is' beslutning om at ændre navnet på deres "Eskimo"-is.

Det er ikke blevet vel modtaget på de sociale medier, at chokoladeforretningen Frederiksberg Chokolade, med Tina Jakobsen Wilstrup i spidsen, på Facebook kritiserede Hansen Is’ beslutning om at ændre navnet på deres vaniljeis ”Eskimo” og samtidigt besluttede at give gratis isvafler med eskimois og ”n....kys” ud til de 50 første kunder på fredag.

Tirsdag skrev Tina Jakobsen Wilstrup et Facebook-opslag på Frederiksberg Chokolades Facebook-side, hvor hun kritiserede Hansen Is’ beslutning:

»Hansen is vil slette deres eskimo is altså jeg syntes det er for mager med alt det man ikke må sige mere så derfor GRATIS ISVAFFEL TIL DE FØRSTE 50 KUNDER (ca måske flere) fredag D17/7 fra kl 12 til 14 Og det er min ESKIMO IS MED n....kys på toppen serveret med kærlighed til vores sprog fra gamle dag«

Se opslaget nedenfor. Opslagets redigeringshistorik viser, at opslaget er blevet redigeret og der står nu ”ny....kys”.

https://www.facebook.com/frbchokolade/posts/4132155716826106

”N....kys”, som Frederiksberg Chokolade har skrevet i det oprindelige opslag, har mange opfattet som en omskrivning af ”negerkys”, der er det kontroversielle kælenavn for flødeboller. Opslaget har på nuværende tidspunkt fået 1.700 kommentarer, og mange er meget negative.

»I havde liiiige brug for at skrive N....kys, hva? Er det dejligt lige at prikke lidt til hyggeracismen? Jeg er sikker på, at I sikkert er fine mennesker, men bare husk at benytte den slags termer er med til at understøtte og bibeholde en masse forældede kulturelle normer og systemisk racisme. Grow up,« skriver en bruger på Facebook.

»Rigtig meget øv, Tina! Der mistede i sgu lige os som kunder. Har ellers kommet hos jer i mange år (og pakkede chokolade for dig i mine teenage år). Men mine to drenge, der begge er mørke, skal ikke have is et sted, hvor man holder 50’er værdier højt. Det har de sgu fortjent bedre end... Ok med de æstetiske værdier fra 50’erne- men come on... sproget og holdningerne må gerne følge med det nye årtusind,« skriver en anden også på Facebook.

Der er dog også kommentarer, der støtter chokoladeforretningen for at kæmpe for Eskimo-isens navn.

»Ærgerligt at jeg bor så langt fra Frederiksberg, ellers vil jeg komme forbi ofte, til hvad der lyder som en dejlig dansk is, hos en af de efterhånden få danskere, som ikke leder efter det dårlige i al ting!«

Også Ny borgerliges formand Pernille Vermund sender sin opbakning til chokoladeforretningen:

»Pyt med dem. Du har forhåbentlig og formentlig fået mange nye følgere og potentielle kunder af at sige fra over for krænkelsestyranniet. Vær dig selv og lad ikke andre tage magten over, hvordan du kommunikerer. Deres krænkelsestyranni er ustoppelig. I sidste uge var det Den Lille Havfrue, folk var krænkede over. Det er skruen uden ende. Slå det ud af hovedet og luk facebook et par dage, så går det over. For så har de fundet sig et nyt offer at kaste sig over. Jeg kendte ikke din forretning, før jeg så David Trads’ opslag. Det gør jeg nu. Og jeg vil definitivt køre forbi og købe en is, når jeg er på Frederiksberg næste gang,« skriver politikeren på Facebook.

Hun refererer i opslaget til, at David Trads på Twitter har opfordret til boykot af Frederiksberg Chokolade.

Men på trods af støtten, så har virakken om den næsten 100 år gamle forretning påvirket indehaveren. Tina Jakobsen Wilstrup fortæller til TV2 Lorry, at hun er rystet og chokeret over reaktionerne på de sociale medier, og at butikken er blevet kimet ned af vrede kunder.

»Jeg er bange og helt forvirret, jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg er ked af, hvis jeg har trådt folk over tæerne, men folk må gerne bruge en pæn tone,« siger Tina Jakobsen Wilstrup til TV2 Lorry.

På Frederiksberg Chokolades Facebook-side skriver hun, at det ikke har været hendes mening at træde folk over fødderne. Samtidigt antyder hun, at butikkens Eskimo-is har fået navneforandring.

https://www.facebook.com/frbchokolade/posts/4135090093199335

»(..) jeg ønsker ikke at genere nogen så kom fredag og smag og se hvad den hedder fra på fredag,« skriver hun i opslaget, der blev lagt op på butikkens side onsdag ved middagstid.

Hun understreger også, at hun aldrig har kaldt butikkens flødeboller for negerboller eller reklameret for negerboller. Hun forklarer det med, at hun er ordblind og derfor ikke skriver så godt. Toppingen på de gratis is, der kan fåes i forretningen fredag, er derfor ikke ”negerkys”, men ”gufkys.”

»(..) håber at se nogle mennesker på fredag til en klat is med nyt guf kys med respekt for alle i god ro og orden, vi har taget noget alle elsker, og har ikke kunnet se det kan være negativt, jeg beklager hvis det har været opfattet sådan,« slutter hun opslaget.