Har du mistet overblikket? Disse restriktioner gælder nu - og disse ryger snart
Se hvilke regler, der gælder for forskellige sektorer af samfundet.
Værtshuse, restauranter, efterskoler og en hele del mere var på den liste, som statsminister Mette Frederiksen torsdag annoncerede bliver en del af fase to af genåbningen af Danmark.
Allerede fredag morgen fulgte så en plan for både en kommende fase 3 og 4.
Men hvilke regler og forbud gælder lige nu og i hvor lang tid? Og hvilke bliver der ikke rykket ved lige foreløbig? Det kan du få et overblik over længere nede.
Hvis du vil være opdateret på enkeltdelene i fase 2, 3 og 4, kan du starte med at læse mere her:
Forsamlingsforbuddet
Man må fortsat ikke være flere end 10 personer samlet. Dette gælder for arrangementer, begivenheder og aktiviteter, og både arrangør og deltager kan straffes med bøde, hvis det bliver overtrådt.
Først når fase 3 af genåbningen træder i kraft 8. juni, vil dette efter planen blive hævet til 30-50 mennesker.
Allerede for nuværende gælder 10 personerns-grænsen dog ikke for butikker og lignende (f.eks. Ikea), hvor der kan overholdes et krav om mindst 4 kvm. plads per person.
Og mens man fortsat ikke må stå f.eks. 15 personer samlet på Islands Brygge, så må man undtagelsesvis godt være en større forsamling ved eksempelvis udendørs begravelser.
Grænsen og rejser
Grænserne er fortsat lukkede for indrejse til Danmark, med mindre man har et anderkendelsesværdigt formål.
En tidsplan for grænseåbning bliver ikke nævnt i hverken fase 2, 3 eller 4, men ligger i stedet egenhændigt i regeringens hænder. Mette Frederiksen har dog afgivet et løfte om at melde ud om status for grænseåbning inden for de næste tre uger.
Udenrigsministeriet fraråder fortsat alle ikke-nødvendige rejser til alle lande.
Skoler, uddannelsesinstitutioner, universiteter og anden uddannelse
0.-5. klasse: Det er allerede tilladt for denne gruppe at gå i skole - dog med krav til plads og hygiejne.
6.-10. klasse: Denne gruppe er inkluderet i fase 2 og må igen komme i skole fra 18. maj - dog med krav til plads og hygiejne.
Efterskoler: Er inkluderet i fase 2 og må igen starte op fra 18. maj - dog med krav til plads og hygiejne.
Højskoler: Er inkluderet i fase 3 og kan forvente at åbne 8. juni.
Gymnasier: 3.g er allerede tilladt fysisk fremmøde. 1.g og 2.g bliver omfattet af fase 4 af genåbningen, som tidligst skal træde i kraft til august.
STU, EUD og FGU: Kan åbne igen fra 18. maj.
Voksenuddannelse målrettet ledige og sprogcentre kan åbne fra 8. juni.
Universiteter: Er en del af fase 4 med forventet opstart i august.
Restauranter, cafeer og nattelivet
Restauranter, caféer og værtshuse: Er omfattet af fase 2 af genåbningen og må åbne fra 18. maj. Der vil senere følge retningslinjer for åbningen af sektoren. Restauranter har under hele forløbet haft tilladelse til at sælge take-away.
Diskoteker, spillesteder og natteliv: Vil være omfattet af fase 4 af genåbningen med forventet åbning tidligst til august.
Sports- og fritidsaktiviteter
Professionel udendørs idræt: Dette kunne genoptages med det samme fra annonceringen af fase 2 torsdag aften. Den professionelle sport er undtaget for reglerne om f.eks. afstand.
Denne undtagelse gælder ikke breddesporten, som altså godt må genoptage udendørs træning, men for eksempel vil stå i den situation, at amatørfodboldkampe ikke kan gennemføres.
Indendørs idræts- og foreningsliv (fx aftenskoler): Er omfattet af fase 3 af genåbningen med opstart 8. juni. Der vil blive udarbejdet vejledninger.
Fitnesscentre: Er omfattet af fase 4 for genåbningen med planlagt åbning til august.
Religion, kultur og oplevelser
Folkekirken og trossamfund kan åbne igen fra 18. maj - nye aftaler afgør rammerne.
Biblioteker må åbne for ind- og udlån fra 18. maj.
Zoologiske haver, hvor man kan køre igennem i bil, kan åbne fra 18. maj. Safariparken Knuthenborg har dog allerede åbent.
Følgende er omfattet af fase 3 af genåbningen med start 8. juni:
- museer, teatre, kunsthaller, biografer, akvarier, udendørs forlystelsesparker, øvrige zoologiske haver, botaniske anlæg mv. samt sommeraktiviteter for børn og unge
Forbuddet mod arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor der er flere end 500 personer til stede, fastholdes til minimum 31. august.