Praktiserende læger kimes ned af borgere, der vil testes for coronavirus
Nye retningslinjer angående test for coronavirus har skabt forvirring, om hvem der kan blive henvist og testet. Praktiserende læger må fortælle bekymrede borgere, at de på nuværende tidspunkt ikke er i målgruppen.
Onsdag aften åbnede Sundhedsstyrelsen for, at flere kunne blive testet for coronavirus.
De nye retningslinjer, der trådte i kraft torsdag, gør det lettere for medarbejdere i sundheds- og ældresektoren med milde symptomer at blive henvist, og det samme gælder for personer, der bor med borgere i risikogruppen.
Tilhører man én af grupperne - og har man milde symptomer - er der mulighed for gennem sin praktiserende læge at blive henvist direkte til test på en regional klinik. Og det fik telefonerne til at kime ved Struer Lægecenter torsdag morgen.
»Mange går i den her tid og har lette symptomer eller føler, at de har lette symptomer. De har forstået det som om, at man bare kan kontakte lægen og få en henvisning,« siger Tommy Stoltz Olsen, der er praktiserende læge hos Struer Lægecenter.
Han fortæller, at der tilsyneladende er forventninger, der ikke er afstemt.
»Til nogen måtte jeg sige, at det ikke er alle, der er i den tænkte målgruppe. Det er ikke dét, der er meningen - man prioriterer selvfølgelig stadigvæk,« siger han og tilføjer, at problemet kan blive, at »de mest syge drukner i mængden.«
Hos Praktiserende Lægers Organisation genkender man tendensen med flere opkald fra borgere, der ønsker at blive testet, som følge af Sundhedsstyrelsens nye retningslinjer.
»Der er blevet et meget større behov - når man nævner ordet ”milde”, er det klart, at der er flere, der føler sig inkluderede. Der har været run på. Det er ikke altid, at folk når at læse så detaljeret,« siger næstformand i organisationen Mireille Lacroix.
Hun påpeger, at der i forvejen var mange borgere, der ringede ind med en forespørgsel på test for coronavirus, og hun kan sagtens forstå, at folk har svært ved at finde ud af, om de er i målgruppen eller ej.
»Jeg tror generelt, at der er et stort behov i befolkningen for at blive testet. Selvfølgelig vil man gerne vide, om man har corona. De er velkomne til at ringe med deres sygdom, men ønsket om at blive testet, fordi det er rart at vide, kan vi ikke imødekomme,« siger hun.