Fortsæt til indhold
Indland

Sundhedsstyrelsen regner med 15.000 daglige test efter påske

Nye retningslinjer for, hvem der kan blive testet betyder, at SST forventer, at langt flere vil blive testet for coronavirus.

Der er kommet nye retningslinjer for, hvem der kan blive testet for coronavirus. Nu kan praktiserende læger henvise borgere med milde symptomer, og det betyder, at Sundhedsstyrelsen forventer at op imod 15.000 om dagen vil blive testet efter påske.

Det skriver DR.

»Min forventning er, at vi kommer højere end 5.000 med de nye retningslinjer i den her uge. Men vi forventer sådan set, at vi kan nå op på 10.000 i næste uge og 15.000 efter påske,« siger centerchef i Sundhedsstyrelsen Helene Probst til P1 Morgen.

De nye retningslinjer indebærer, at læger direkte fra telefonen kan henvise borgere med milde symptomer, der f.eks. bor sammen med familiemedlemmer, der er særligt udsatte. Disse skulle tidligere forbi til en vurdering på sygehuset.

Det vil efterfølgende være den praktiserende læge, der modtager prøvesvaret.

Hos Dansk Selskab for Almen Medicin er formand Anders Beich, der selv arbejder som praktiserende læge og er en del af den faglige baggrundsgruppe bag retningslinjerne under epidemien, tilfreds med, at målgruppen for test for coronavirus udvides. Og ikke mindst, at henvisningen til test gøres mindre bureaukratisk.

»I øjeblikket er der for mange led i kæden frem til at blive testet, og det giver forsinkelser i systemet. Der arbejdes på, at den praktiserende læge kan henvise direkte til en test af de mindre syge, som ikke skal vurderes en gang til af det personale, som er på hospitalets testklinikker,« sagde han onsdag til Jyllands-Posten.

Han forventer også, at de opdaterede retningslinjer vil føre til test af flere personer med milde symptomer.