Fortsæt til indhold
Indland

Schweiz aflyser arrangementer - der er Danmark ikke endnu

Ifølge Sundhedsstyrelsen er vi ikke nået til, at offentlige arrangementer bør aflyses pga. coronavirus. Danske arrangører følger myndighedernes anbefalinger, mens arrangementer i Schweiz og Italien er blevet hhv. aflyst og afholdt uden publikum.

Udbruddet af coronavirus betyder flere steder i Europa, at offentlige arrangementer som koncerter og sportsbegivenheder bliver aflyst eller afholdt uden publikum.

Det er bl.a. tilfældet i Schweiz, hvor myndighederne har besluttet sig for at aflyse alle offentlige begivenheder med mere end 1.000 deltagere eller tilskuere. Det meddelte den schweiziske regering fredag på et pressemøde.

Fredag eftermiddag meddelte nyhedsbureauet AFP på Twitter, at den store ur- og smykkemesse Baselworld er blevet aflyst. Baselworld skriver på sin hjemmeside, at messen er udsat til januar og februar 2021 af sundhedsmæssige årsager.

Vi følger situationen tæt og følger myndighedernes anbefalinger og anvisninger.
Torben Asboe-Kølbæk, kommunikationschef, Messecenter Herning A/S

Men det er ikke kun i Schweiz, at coronavirussen har haft betydning for de offentlige arrangementer. Torsdag blev fodboldklubben Inters kamp mod Ludogorets spillet uden publikum i Italien, og i weekenden bliver seks Serie A-fodboldkampe spillet uden tilskuere. Det drejer sig bl.a. om kampen mellem Inter og Juventus.

Herhjemme lyder meldingen fra Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen, at Danmark endnu ikke er der, hvor man lukker større forsamlinger, men at det kan blive aktuelt.

Ingen aflysninger (endnu)

Jyllands-Posten har talt med danske arrangører om, hvordan de forholder sig til coronavirussen.

Hos Messecenter Herning A/S, som foruden messecentret rummer Herning Kongrescenter, MCH Arena og Jyske Bank Boxen, har man endnu ikke aflyst arrangementer.

»Vi følger situationen tæt og følger myndighedernes anbefalinger og anvisninger. Vi håber ikke, at det bliver nødvendigt at udsætte arrangementer, men hvis myndighederne mod forventning vurderer det, så følger vi naturligvis dette,« siger kommunikationschef Torben Asboe-Kølbæk.

Divisionsforeningen, som er fodbold-divisionsklubbernes forening, har været i kontakt med sundhedsmyndighederne og på den baggrund er der ikke grundlag for ikke at afvikle kampene. Det fortæller Peter Ebbesen, der er turneringschef for de tre øverste rækker.

»Det er det, vi forholder os til, og hvis vi hører andet fra sundhedsmyndighederne, følger vi op på det og vender tilbage til klubberne,« siger han.

I øjeblikket arbejder Sundhedsstyrelsen på at sikre, at så få som muligt bliver smittet med coronavirussen, men hvis mange bliver smittet, er styrelsen ifølge Søren Brostrøm klar til at sætte ind på samme måde som Schweiz.

»Det kan vi komme til at gøre, hvis vi kommer i næste fase med en cirkulerende smitte, hvor vi ikke i samme grad vil prøve at inddæmme smitten, men prøve at reducere smittetrykket,« siger han til Ritzau.