Fortsæt til indhold
Indland

Hvem vil ikke gerne fortælle sin livshistorie til Tea Krogh?

Jyllands-Postens Tea Krogh Sørensen har vundet årets Cavling-pris sammen med JP-kollegaen Morten Pihl.

En dygtig journalist er bedre til at lytte end til selv at bruge munden.

Og Jyllands-Postens sundhedsmedarbejder Tea Krogh Sørensen er en meget dygtig og erfaren journalist, som ikke bare er god til at lytte. Hun er også vældig god til at høre efter.

Det har manifesteret sig tydeligt i de over 85 artikler i serien ”Det store sundhedssvigt” om manglende undersøgelser af kvinder med mistanke om brystkræft, som hun har begået sammen med kollegaen Morten Pihl. Serien har afsløret systemsvigt i flere regioner, båret af de ramte kvinders egne beretninger. En genre, hvor det netop er vigtigt at lytte. Og høre efter med omsorg og empati.

Men den 52-årige Tea Krogh, der blev ansat på Jyllands-Posten som nyuddannet journalist i 1996, er ikke kun til bløde case-historier. I sine snart 25 år på avisen har hun bl.a. i en årrække bedrevet forbrugerjournalistik med både kant og konsekvenser.

Som sundhedsmedarbejder gennem de seneste år har hun gang på gang leveret forsider til Jyllands-Posten med dagsordensættende artikler på sit område, og hun har skabt sig en stor indsigt i området, som kalder på respekt – både blandt kilder og læsere.

For ud over en veludviklet lyttesans er Tea Krogh også udstyret med en usædvanlig flid og grundighed, og hun sætter ikke linjer på skærmen eller avisen uden altid at have sikret sig, at fakta og faglighed er på plads.

Hun er født og opvokset i Aalborg, men efter studentereksamen lagde hun den nordjyske hovedstad bag sig. Et ophold på Krogerup Højskole tændte interessen for at vandre ad medievejen, og hendes praktikophold på det hedengangne Det Fri Aktuelt gjorde Tea Krogh til københavner for en stund.

Men Aarhus blev rammen for den voksne Tea Krogh og familien, som ud over ægtemanden, Ole, der er skoleleder, efterhånden blev udbygget med tre døtre. De to er fløjet fra reden, og det har efterhånden levnet mere tid til litteraturklubben, madklubben, motion og enkelte dyk i den kolde Aarhus Bugt. fall