Afsløret af tandlæge: Illegal udlænding anholdt i venteværelse
Tandlæge kontaktede politiet, fordi hun mistænkte, at en af hendes patienter ikke var den, han udgav sig for. Manden blev anholdt i venteværelset.
Røntgenbilleder taget af en tandlæge i det nordlige Aarhus er årsag til, at en 45-årig mand, der har opholdt sig ulovligt i Danmark, nu er blevet anholdt.
Det skriver TV 2 Østjylland.
Ifølge Østjyllands Politi havde den 45-årige mand været hos tandlægen i mandags, hvor han identificerede sig med et sundhedskort, som var registreret på en af tandlægeklinikkens patienter.
Her betalte han kontant for at få taget nogle røntgenbilleder, og det blev aftalt, at han skulle komme tilbage torsdag og blive behandlet.
Men tandlægen fattede dog mistanke om, at manden ikke var, hvem han gav sig ud for at være.
For ifølge sundhedskortet skulle manden angiveligt være 26 år gammel, men tandlægen mente, at han lignede én over 40 år. Ligeledes talte personen væsentligt dårligere dansk, end tandlægen huskede fra tidligere besøg af patienten.
Derudover passede de nye røntgenbilleder ikke med tidligere.
Tandlægen tog derfor kontakt til politiet, som torsdag anholdte den 45-årige mand, der sad i klinikkens venteværelse, hvor han troede, at han skulle behandles.
Udover sundhedskortet havde manden et buskort med et andet navn og fødselsdagsdato, en græsk opholdstilladelse og endnu et dansk sundhedskort.
Østjyllands Politi har fundet frem til, at manden er 45 år gammel, og ikke 26 år som det fremgik af sundhedskortet. Han kommer fra Indien og han opholder sig ulovligt i landet.
Manden er på nuværende tidspunkt tilbageholdt af politiet, mens hans sag forelægges for Udlændingestyrelsen.