Fortsæt til indhold
Indland

Kommer i en radio nær dig - nyt system skal tvinge dig til at blive opmærksom på vejarbejde

Flere dage i oktober bliver et nyt system testet, som skal advare om vejarbejde.

Et nyt system skal, hvis alt i går efter hensigten, blive en måde at undgå trafikuheld i forbindelse med vejarbejde.

Systemet bliver lige nu testet i Nordsjælland.

Det fungerer ved at trænge ind i din bilradio med en kort meddelelse, som man i dag kender med de normale trafikmeldinger fra P4 Trafik.

Der er dog én væsentlig forskel.

For hvor de normale trafikmeldinger sendes ud til en bilradioerne i en hel region, kommer de nye beskeder kun ind i radioen hos de biler, der er på vej mod vejarbejdet.

Stemmen, som leverer meddelelsen, er kunstig som i en GPS og taler kun til dig i tre sekunder.

»Vejarbejde forude. Hastighedsgrænse 80 km/t.,« lyder den simple besked.

Når beskeden er leveret, skifter radioen så tilbage på det program, du hørte. Ganske som efter en normal trafikmelding.

Det er firmaet Warning Systems, som står bag systemet, der bliver afprøvet i samarbejde med Vejdirektoratet og Syddansk Innovation på motorvejsarbejdet ved Bjæverskov syd for Køge.

Vejdirektoratet har forløbigt kun stillet et vejarbejde til rådighed for testen, men man har ikke støttet økonomisk, selvom man godt kan se fornuftige ting ved teknologien.

»Som udgangspunkt er det en rigtig god ide. Alt, hvad der kan understøtte trafikanternes opmærksomhed, er en god ide, men samtidig skal man passe på, at det ikke bliver for meget,« siger Marianne Steffensen, talsperson for trafiksikkerhedsområdet i Vejdirektoratet, til DR.

Håbet hos både Vejdirektoratet og Warning Systems er, at advarslerne kan få folk til at være mere opmærksomme på at flette ind i tide i forbindelse med vejarbejder og være mere opmærksomme på hastighedsnedsættelser.

DR skriver, at det for nuværende kun er lyttere af radiokanalerne P1, P3, og P4, som får advarslerne ind i deres højtalere under testen. Det er meningen, at flere radiostationer kobles til senere.