Fortsæt til indhold
Indland

V-kerneland trækker tæppet væk under Løkke og Jensen

Der er brug for et nyt formandskab i Venstre, lyder konklusionen fra Venstres kommuneformænd i Region Midtjylland.

Der er brug for en ny formand - og en ny næstformand.

Det blev konklusionen, da Venstres kommuneformænd i Region Midtjylland mandag aften var samlet på Pårup Kro i Engesvang for at drøfte situationen i partiet.

Over de seneste dage er Venstres lokale kræfter i både Nordjylland og Syddanmark nået frem til en lignende konklusion, men mødet i Midtjylland var af mange ventet med stor spænding, da der her er tale om klassisk Venstreland med afgørende indflydelse i organisationen.

Mindre end et døgn før mødet i Midtjylland offentliggjorde Lars Løkke Rasmussen (V) en video, hvori han meddelte, at han har i sinde at blive som partiformand, og at han ønsker at fremrykke Venstres landsmøde - der efter planen skulle have været afholdt i november - så der hurtigt kan komme klarhed om persongalleriet i partiet.

Videoen fik en række af Venstres folketingskandidater - herunder Jakob Ellemann-Jensen - til at udtrykke klar støtte til Løkkes fortsatte virke.

I Midtjylland er der støtte til at fremrykke landsmødet - men ikke støtte til Løkke som formand, fortæller flere af deltagerne på mandagens møde til Jyllands-Posten. Heller ikke næstformand Kristian Jensen, der selv er fra Herning, har midtjydernes opbakning til at fortsætte i formandskabet.

Ingen andre formandskandidater har indtil videre meldt sig på banen, »men der er mange gode mennesker i Venstre,« lyder det fra en af mødets deltagere.

På mødet blev det besluttet, at Midtjyllands regionsbestyrelsesformand, Jens Nicolai Vejlgaard, inden længe skal informere Venstres formandskab om beslutningen.