Politiet efterlyser vidner: Pige blev tvunget til oralsex ved gymnasiefest i Dyrehaven
Gerningsmanden efterlyses for at have begået en sædelighedsforbrydelse mod en 16-årig pige fredag aften.
Nordsjællands Politi efterlyser nu en gerningsmand, efter at en 16-årig pige har anmeldt en episode, hvor hun ved en gymnasiefest i Dyrehaven fredag blev tvunget til at udføre oralsex på manden, der ifølge politiet selv deltog i festen.
Ifølge Nordsjællands Politi trak gerningsmanden pigen væk fra festområdet, der er beliggende ved Ulvedalene, og ind i en nærliggende skov via en skovsti, hvor han tvang hende til at udføre oralsex. Pigen formåede efterfølgende at vriste sig fri og løb væk fra manden.
Politiet oplyser, at pigen og gerningsmanden passerede flere personer både på vejen hen til skoven, og da pigen flygtede igen. Derfor efterlyser de nu vidner, der kan have set episoden.
Festen var en såkaldt ”puttefest”, hvor gymnasier fra Københavnsområdes hvert år samles i Dyrehaven til skoleårets første fest. Man estimerer, at omkring 8000 unge deltog i fredagens fest.
Politiet beskriver manden som afrikansk af udseende med meget mørkglødet hud, mellem 16 og 17 år, stor af kropsbygning, men ikke trænet, 185 til 190 centimeter høj og med sort, karseklippet hår.
Manden var iklædt en hvid, delvist iturevet t-shirt, der var malet med grøn, sort og rød tusch på. Han var desuden også tuschstreger på arme og bryst. Han havde sorte bukser og sorte sneakers på, og han talte med en accent, som politiet dog tror, kan være påtaget.
Nordsjællands Politi mener, at manden går i 1.g, da eleverne fra denne årgang bar hvide t-shirts, hvorpå der skrives med tusch.