400 meter letbane er revet op - nu skal de bygges igen
På grund af en fejl hos en underleverandør skal 400 meter skinner til Odense Letbane lægges på ny.
En uheldig fejl har betydet, at man har revet 400 meter letbaneskinner op, selvom der muligvis ikke var noget galt med skinnerne.
Det oplyser Odense Letbanes direktør, Mogens Hagelskær, til TV 2/Fyn.
Direktøren kalder det »dødærgeligt«, at de 400 meter skinner nu skal bygges op fra bunden igen. Han forklarer, at det er sket på grund af en fejl hos en underleverandør.
En underleverandør til Comsa, som har ansvaret for sporarbejdet, kunne ikke dokumentere, at alt var lavet efter bogen.
»I Comsas egen kvalitetskontrol opdager de, at de ikke kan dokumentere, at det stabilgrus, der er lagt under beton og skinner, er stampet tilstrækkeligt, og at der er lagt tilstrækkeligt med lag på. Vi gav herefter Comsa et par måneder til at fremskaffe dokumentation. Det kunne de ikke, og så vælger de selv at fjerne beton og skinner, og nu laver de det hele om, siger Odense Letbanes direktør, Mogens Hagelskær til TV 2/Fyn.
Skinnerne, som nu skal bygges på ny, løber gennem byggepladsen ved Nyt OUH i det sydlige Odense, og regningen for ekstraarbejdet ender hos Comsa, der har forsikret, at strækningen bliver klar til de første testkørsler letbanetog i 2020.