Fortsæt til indhold
Indland

Kommunen lavede konkurrence for medarbejderne: Vi giver is, hvis I raskmelder sygemeldte

Helsingør Kommune har beklaget og stoppet konkurrencen.

Nedbring antallet af borgere på sygedagpenge og vind en isbar til medarbejderne.

Sådan lød det ifølge TV 2 i en mail, som ledelsen sendte til sagsbehandlerne i Helsingør Kommune.

Helt konkret skulle antallet af sager være nede på 530 om sygedagpenge samt 195 jobaktiveringsforløb.

»Så laver vi isbar til torsdagskagen den 4. juli,« lød det i mailen, blev afsluttet med »lad konkurrencen begynde. Med sportslig hilsen.«

Medarbejderne skulle lægge en bold i et rør, hver gang en borger blev raskmeldt og eller sagen blev afsluttet på anden vis.

Konkurrencen møder hård kritik fra Rasmus Balslev, der er formand i Dansk Socialrådgiverforening Region Øst.

»Det, jeg tror, ledelsen misforstår i den her situation, er, at medarbejdere i jobcentre ikke er drevet af at lægge bolde i en kasse og opnå statsrefusion eller blive sammenlignet med andre kommuner. De er drevet af at yde den bedste faglige indsats over for borgerne,« siger Rasmus Balslev til TV 2.

Chefen for Center for Job og Uddannelse i Helsingør, Kristian Gundsø Jensen, har efter TV 2's henvendelse stoppet konkurrencen.

»Men jeg vil da gerne sige, at det er en klar fejl, at vi har italesat det her, på den måde vi har. Man skal ikke tale om det her som en konkurrence, det er et seriøst stykke arbejde, vi har med at gøre,« siger han til TV 2 og beklager, at konkurrencen ikke blev stoppet tidligere.