Grundejere ved Tisvildeleje Strand vil se færre cigaretskodder på stranden
Hvis ejerne får det, som de vil have det er det slut med at ryge på den private del af Tisvildeleje Strand.
Det skal være slut med cigaretskodder i sandet og vandet ved Tisvildeleje Strand - i hvert fald på den en kilometer lange private strækning. Dermed bliver stranden den første strand i landet, der bliver røgfri.
Det skriver DR.
Det er lodsejerne ved Tisvildeleje Strand, der indfører rygeforbuddet på den private del af stranden. Ifølge formand for kystsikringslaget, Jacob Borch er det et signal om, at cigaretskodder udgør en stor del af de mikropartikler, der forurener vores have.
Kystsikringslaget har kigget mod udlandet, hvor røgfrie strande er mere almindelige. Det gælder f.eks. USA, Frankrig og Sverige.
»Vi ser masser af rygeforbud på strandene i de lande, så jeg er slet ikke i tvivl om, at inden for de næste fem til otte år vil vi se rygeforbud på de fleste strande i Skandinavien,« siger Jacob Borch til DR.
Selvom grundejerne har indført forbuddet, så har det ingen konsekvenser, hvis man alligevel formaster sig til at tænde en cigaret.
Det er nemlig kommunen, der har myndighed over private strande og derfor kan private grundejere ikke indføre et reelt forbud.