Forældre glæder sig over minimumsnormeringer, men: »Kampen er ikke slut endnu«

Mellem rækker af børnebøger på hovedbiblioteket i Aarhus, Dokk1, kommer Johanne på 1,5 år susende på en firhjulet løbecykel med sin mor, Lisa Nøhr, bag sig.

Efter en aktiv formiddag med bl.a. at tegne, kigge i bøger og få lavet nyt pas til Johanne er en lur næste punkt på programmet for den nu lidt trætte pige.

Når Lisa Nøhr ikke som i dag holder fri fra sit arbejde, går datteren Johanne i vuggestue i Aarhus. Og Lisa Nøhr er glad for, at den nydannede S-regering med Mette Frederiksen i spidsen i sin aftaletekst har skrevet, at den vil indføre minimumsnormeringer, dvs. en grænse for, hvor meget personale der mindst skal være hos børnene i landets vuggestuer, børnehaver og dagplejere.

For Lisa Nøhr var spørgsmålet om minimumsnormeringer nemlig afgørende for, hvor hun satte sit kryds ved folketingsvalget i starten af juni, fortæller hun.

»Man skulle gerne kunne aflevere sine børn og føle sig tryg,« siger hun.

Lisa Nøhr understreger, at hun er glad for den vuggestue, som datteren går i. Men hun kunne godt ønske sig mere personale.

»Når jeg kommer og henter om eftermiddagen, har jeg nogle gange oplevet, at der sidder én pædagogmedhjælper alene med mange børn. Der skal ikke meget til - sygemeldinger, eller hvis der er to børn, der græder samtidig - så er der ikke voksne nok,« siger hun.

Samme oplevelse har den 33-årige Helle Højen Riis Thorsen.

Hun sidder og spiser frokost sammen med sin treårige datter Ebba på bibliotekets café, efter de bl.a. har været en tur på sygehuset for at få tjekket Ebbas fod.

Normalt går Ebba i børnehave i Aarhus, og også her er indtrykket hos mor Helle Højen Riis Thorsen, at der er for få voksne.

»Om morgenen og eftermiddagen kan man godt komme til at spejde langt efter voksne. Personalet og lederen kæmper en brav kamp, men rammerne er ikke gode nok,« siger Helle Højen Riis Thorsen, der bakker fuldt op om minimumsnormeringer.

»Det er noget af det allervigtigste, at børnene får voksenkontakt, tryghed og omsorg,« siger hun.

Mødrene står langt fra alene med deres holdninger.

Det seneste år er danskere over hele landet gået på gaden flere gange for at kræve minimumsnormeringer. Bag demonstrationerne stod forældrebevægelsen ”Hvor er der en voksen?”.

Bevægelsens talperson, Marie Blønd, glæder sig over, at forældrenes budskaber øjensynligt har gjort indtryk bag Christiansborgs tykke mure.

Hun påpeger, at bevægelsen derfor også har lyst til at juble over, at minimumsnormeringer er nævnt i regeringens aftaletekst.

»Men samtidig er vi lidt på vagt. Vi ved godt, at kampen ikke er slut endnu,« siger Marie Blønd.

Talspersonen, der selv er småbarnsmor og arbejder ved IT Universitetet i København, peger på, at der er flere måder at beregne minimumsnormeringer på. Danmarks Statistik, som står for den officielle udregning, har selv understreget, at dens tal for minimumsnormeringer ikke siger noget om virkeligheden i den enkelte institution.

For Marie Blønd er det vigtigt, at normeringerne ikke bliver en regnearksøvelse, men faktisk kan mærkes ude på stuerne.

»Det hele står og falder på, hvordan minimumsnormeringerne bliver udregnet. Derfor er vi meget spændte på at se, hvordan de vil gøre det, og hvad det helt konkret betyder,« siger Marie Blønd.

Hun understreger, at forældrebevægelsen vil følge sagen til dørs for at sikre, at der kommer en mærkbar forskel for børnene.

»Derfor er vi nødt til at være sikre på, at normeringerne bliver beregnet ordentligt, så tallet på papiret også svarer til virkeligheden ude i institutionerne,« siger hun.

Ligesom Marie Blønd forholder Lisa Nøhr på biblioteket i Aarhus sig også afventende overfor, hvad aftalen om minimumsnormeringer kommer til at betyde i praksis.

»Det er jo politik. Der bliver lovet så meget, så nu må vi se. Jeg håber, at der sker noget,« siger hun.