Rapport: Sociale medier er både af det gode og det onde

Vi skal stoppe med at tale om skærmtid og i stedet forholde os til, under hvilke omstændigheder de unge er på sociale medier, siger en forfatter bag en ny rapport.

Artiklens øverste billede
Langt de fleste unge bliver ikke påvirket hverken positivt eller negativt, når de bruger sociale medier, lyder det i en ny rapport. Arkivfoto: Richard Drew/AP

Er unges brug af sociale medier skadelig? Nej og ja, lyder det helt overordnede svar i en rapport fra danske The Happiness Research Institute, udarbejdet for Nordisk Ministerråd.

»Sociale medier er betinget af nogle omstændigheder, som hvordan de unge bruger dem, og hvem de er. De to ting er vigtigere, end hvor lang tid de bruger på dem,« siger en af rapportens forfattere, Michael Birkjær.

De unge, som er aktive på Facebook, deler links, billeder og kommunikerer med andre, kan opleve positive effekter af det. Dem, som til gengæld bruger medierne passivt og blot kigger, kan opleve negative effekter. Og så er der den store gruppe, hvor der »ikke rigtig sker noget«, som Michael Birkjær formulerer det.

Det er unge med få venner og dårlige relationer til deres forældre, som risikerer negative effekter, ikke mindst hvis de også har et ekstremt forbrug. Derfor lyder opfordringen fra Birkjær:

»Lad os stoppe med at tale om skærmtid som et stort begreb, som vi alle sammen skal forholde os til, og se på, hvem som faktisk har en større sandsynlighed for at blive udsat for skyggesiderne, så vi kan gøre noget ved det.«

Brug af Snapchat og Instagram stikker ud ved at være forbundet med lavere livskvalitet.

»De er ikke nødvendigvis farlige, men der er større risiko for mistrivsel ved disse medier end relativt set for Facebook,« siger Birkjær.

Rapporten er baseret på svar fra 1.160 nordiske respondenter i alderen 14-29-årige unge, hovedsageligt piger og kvinder, indhentet via Facebook samt en analyse af repræsentative PISA-data fra Norden.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen