Fortsæt til indhold
Serie: Det store sundhedssvigt

Kræftens Bekæmpelse vil have ryddet op i regionerne efter nye afsløringer

Tilsidesættelsen af de nationale retningslinjer for undersøgelse af kvinder for brystkræft i yderligere to regioner får Kræftens Bekæmpelse til at kræve regionerne kulegravet.

Jesper Fisker, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse. Foto: Kræftens Bekæmpelse.

En statslig myndighed skal kulegrave regionernes praksis i forhold til undersøgelse af kvinder for brystkræft.

Sådan lyder kravet fra Kræftens Bekæmpelse efter Jyllands-Postens afsløring torsdag af, at Region Midtjylland og Region Syddanmark i strid med de nationale kliniske retningslinjer i årevis kun har undersøgt visse grupper af kvinder med røntgen, selv om de ifølge retningslinjerne også skulle have været undersøgt med ultralyd og have haft en fysisk undersøgelse, hvor lægen mærker efter knuder i bryst og armhule.

Dermed er sagen om mangelfulde brystundersøgelser ikke længere isoleret til Region Sjælland, hvor Jyllands-Posten tidligere har afdækket, at tusindvis af kvinder i perioden 2013-2017 blev mangelfuldt undersøgt for »at spare lægetid og undersøgelsestid«.

Vi skal til bunds i det her, for det, der er sket her, er uacceptabelt
Jesper Fisker, adm. direktør, Kræftens Bekæmpelse

Jesper Fisker, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse, fastslår, at det er helt uacceptabelt, at regionerne sætter de nationale retningslinjer ud af kraft og ikke giver kvinderne den behandling, de har krav på ifølge retningslinjerne på grund af mangel på ressourcer.

»Det kan man ikke tillade sig at gøre, som det er sket,« siger han.

Sagen endnu mere alvorlig

Jesper Fisker mener, at sagen nu er vokset i et sådant omfang, at det rejser et spørgsmål om, hvorvidt der også andre steder i regionerne har været en praksis, som ikke er i orden. Han vil derfor have regionerne praksis kulegravet af en uafhængig statslig myndighed, f.eks. Styrelsen for Patientsikkerhed.

»Vi skal til bunds i det her, for det, der er sket her, er uacceptabelt. Vi vil gerne have et fuldstændigt overblik over, om den praksis, der har været i regionerne, har været i orden, eller om der er mere at komme efter ud over det, som Jyllands-Posten har afdækket. Og så vil vi have sikkerhed for, at kvinderne fremover bliver behandlet efter de nationale retningslinjer og får den behandling, de har krav på,« siger Jesper Fisker.

Styrelsen for Patientsikkerhed er i gang med en undersøgelse af de to regioner, og styrelsen har netop henstillet til Region Syddanmark, at kvinder, der har været behandlet i strid med retningslinjerne, bliver genindkaldt til en ny og fuldstændig undersøgelse.

Jesper Fisker noterer, at han efterhånden adskillige gange har kommenteret sagen om de mangelfulde brystkræftundersøgelser på Ringsted Sygehus, og det er han ked af, for han kunne nærmest ikke forestille sig noget alvorligere. Med de nye afsløringer konstaterer han, at sagen er endnu mere alvorlig og endnu mere tragisk, end den har været.

Bekymret for tilliden

»Jeg har flere gange under sagen fra Region Sjælland sagt, at jeg mener, at man generelt kan have tillid til, hvad der foregår på området nationalt set. Men det er klart, at jo flere af den slags historier, I kan afdække, jo vanskeligere bliver det at opretholde, at den tillid er der, og derfor er der behov for, at vi får kulegravet området fuldstændigt,« siger Jesper Fisker.

Læs også

Han fastslår, at ansvaret for overholdelsen af de nationale retningslinjer ligger hos den administrative, politiske ledelse og kollektivt blandt medarbejderne, så man sikrer, at der er en kultur med fokus på, at kvinderne får den behandling, som retningslinjerne foreskriver, og ikke en lokal fortolkning af retningslinjerne.

»Sådan har det også været tidligere, men de her historier viser, at der et slået skår i det på dette område.«

Direktøren i Kræftens Bekæmpelse er bekymret for, at danskernes tillid til behandlingssystemet smuldrer.

»Det er klart, at når der er steder, hvor man ikke lever op til den tillid, patienter bør kunne have til systemet, er det med til at udfordre tilliden. Og jo flere steder, det foregår, jo mere bliver tilliden udfordret.«