Sjælden flåtsygdom fundet i Danmark: Gav hund knaldrød urin
En dyrlæge på Lolland har konstateret en sjælden parasit, der kan bæres af en lige så sjælden flåt.
En i Danmark meget sjælden flåt-parasit er blevet fundet i Danmark.
En dyrlæge på Lolland har konstateret, at en hund er blevet syg af parasitten babesia canis, der er meget sjælden i Danmark. Det skriver TV 2 Øst.
»Babesia canis var ikke det første, jeg kiggede efter, men efter en analyse blev det bekræftet, at det er det, der er tale om,« siger dyrlæge Kirsten Hobolt, der ejer Maribo Dyrehospital, til TV 2 Øst.
Den syge hund blev sendt til dyrlægen, fordi den havde knaldrød urin og 40 grader i feber. Parasitten, der forårsagede symptomerne, minder om malaria, og den kan skade både lever og nyre og i slemme tilfælde føre til døden for hunde. Ifølge en ekspert kan babesia canis dog ikke ramme mennesker.
Vi ved ikke, om engflåten er etableret i Danmark, eller om det er et resultat af den varme sommer sidste år, for vi ved, at trækfugle hvert forår bringer nogle engflåter med, og måske har de bare klaret sig rigtigt godt i varmen sidste sommer, uden at de egentlig yngler i Danmark.
Netop flåten, der bærer parasitten, kan også vise sig at være et nybrud. For de velkendte skovflåter, der er udbredt i Danmark, kan ikke bære på parasitten babesia canis, hvorfor der sandsynligvis er tale om, at en såkaldt engflåt, der er konstateret meget få gange i Danmark tidligere, må være kommet til Lolland.
»Vi har ikke lyst til at få engflåten ind, for så bliver der flere områder i Danmark, hvor man skal være forsigtig,« siger René Bødker, der er seniorforsker ved Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet, til Jyllands-Posten.
Han peger på, at hvis engflåten slår rødder i Danmark, kan den føre en række andre sygdomme med sig. Han understreger samtidig, at babesia canis ikke kan smitte mennesker, og at man ikke skal være nervøs for sygdommen, medmindre man har en hund.
»Den kan ikke ramme mennesker. Vi har i forvejen to andre arter af babesia i Danmark; babesia divergens, der rammer kvæg, og babesia venatorum, som ikke går på større dyr men også findes i Tyskland og Holland. Det handler mere om, at det vil være enormt ærgerligt, hvis Danmark nu skal være et af de lande, hvor man skal passe på, når man lufter sin hund.«
Ifølge René Bødker kan engflåten, hvis den vitterligt findes i Danmark, føre andre sygdomme med sig, der kan ramme mennesker, f.eks. rickettsia raoultii, der kan gøre mennesker syge.
René Bødker har bedt om at få blodprøverne fra hunden på Lolland tilsendt for at kunne foretage sine egne analyser, ligesom han understreger, at der bliver holdt øje med engflåtens eventuelle udbredelse i Danmark.
»Vi ved ikke, om engflåten er etableret i Danmark, eller om det er et resultat af den varme sommer sidste år, for vi ved, at trækfugle hvert forår bringer nogle engflåter med, og måske har de bare klaret sig rigtigt godt i varmen sidste sommer, uden at de egentlig yngler i Danmark,« siger René Bødker.
Ifølge netportalen sundhedsplejersken.dk blev der i november 2017 fundet en engflåt på en guldsjakal, der var blevet skudt i Jylland. Engflåten lever i modsætning til skovflåten på åbne engområder, og den er bl.a. kendt fra Østeuropa.