Regioner kræver, at prisen på cigaretter stiger fra 40 til 80 kr.
Så mange unge ryger nu, at Danske Regioner lancerer et højst usædvanligt udspil.
Prisen for en pakke cigaretter skal fordobles fra 40 til 80 kr. Samtidig skal der indføres lovkrav om, at butikkerne skal gemme tobaksvarerne under disken, at cigaretterne skal pakkes i neutrale pakker, og at børn og unge ikke må ryge på skolerne eller i skoletiden.
Sådan lyder det i et usædvanligt udspil fra Danske Regioners bestyrelse, hvor medlemmerne på tværs af partiskel er enige om behovet for markante reguleringer og prisforhøjelser på cigaretter for at forhindre børn og unge i at begynde at ryge.
Hvert år dør ca. 13.600 danskere på grund af rygning, og initiativet kommer nu, fordi der over en femårig periode er sket en stigning i antallet af unge rygere, så 28,5 pct. af de 16-24-årige ryger dagligt eller lejlighedsvis, og fordi »der ikke sker noget på Christiansborg i denne sag«, siger Danske Regioners formand, Stephanie Lose (V).
»Rygning er en alvorlig trussel mod folkesundheden. Alt peger på, at en markant prisforhøjelse på cigaretter er nøglen til at spare tusinder af liv og milliarder af kroner,« siger hun.
Enigheden om udspillet i Danske Regioners bestyrelse står i skarp kontrast til en dyb uenighed blandt partierne i Folketinget om en tobakspolitik. Bemærkelsesværdigt er det desuden, at 13 af de 17 medlemmer i regionernes fælles bestyrelse er fra V, S og DF og ønsker langt mere drastiske tiltag end deres partifæller på Christiansborg.
Med en markant forhøjelse af cigaretpriserne har andre lande nedbragt andelen af unge rygere betragteligt. I Norge har en prisstigning til ca. 90 kr. og andre initiativer medført et fald i andelen af unge, som ryger, fra 29 til 3 pct. Ifølge Morten Grønbæk, direktør for Statens Institut for Folkesundhed, er det netop prisen, der for alvor betyder noget for forbruget af cigaretter.
»Hvis man sætter prisen for en pakke op til 80 kr., vil vi se et dramatisk fald i antallet af unge, som ryger,« siger han og tilføjer, at der også vil ske et fald i forbruget, blot mindre, hvis prisen forhøjes til 60 kr.
Og en pris på 60 kr. for en pakke cigaretter er netop, hvad der ser ud til kan samles et politisk flertal for i Folketinget, viser Jyllands-Postens rundspørge til partierne.
Blandt andre Kræftens Bekæmpelse, Videnrådet for Forebyggelse og Lægeforeningen har tidligere presset på for at få Folketinget til at gennemføre initiativer som dem, Danske Regioner nu lancerer.