Fortsæt til indhold
Indland

Landmand: Kommunen er slået tilbage til start i vejsag

Afgørelse fastslår, at Vejen Kommune skal lave ny screening af området i omstridt vejsag.

Landmand Martin Lund Madsen og hans advokat fået medhold i en klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet i den efterhånden langstrakte sag om en vej, som Banedanmark og Vejen Kommune i 2015 anlagde på jord eksproprieret fra Lund Madsen.

Det skriver Jydske Vestkysten.

Ekspropriationen blev i 2017 underkendt af Højesteret, og Martin Lund Madsen har siden spærret for gennemkørsel på vejen, Skovgårdsvej.

Vejen Kommune har siden forsøgt at ekspropriere jorden igen under en anden lov, og det er imod denne bestræbelse, klagen er indgivet. Den går helt specifikt på, at kommunen skal foretage en ny screening af projektets indvirkning på miljøet.

Formanden for kommunens udvalg for teknik og miljø, Vagn Sørensen (V), siger til Jydske Vestkysten, at den nye udvikling ikke påvirker ekspropriationssagen.

Den holdning deler Martin Lund Hansen og hans advokat dog ikke med udvalgsformanden.

Fra deres side af er meldingen nemlig, at screeningen kommer til at betyde en stor forsinkelse af ekspropriationssagen - som minimum vil vejen ikke blive genåbnet i år, lyder deres vurdering.

»Før man kan gå i gang med en ekspropriation, er der en række miljøundersøgelser, som skal være på plads. Det har vi sagt gentagne gange til Vejen Kommune, men man har bare været ligeglade. Nu viser afgørelsen fra Miljø- og Fødevareklagenævnet, at vi havde ret, og derfor skal hele ekspropriationen begynde forfra. Kommunen er blevet slået tilbage til start i ludo. Det er simpelthen ikke gyldigt, det som kommunen er i gang med,« siger Martin Lund Madsen til avisen.