Borgmesteren i omstridt vej-sag lever under politibeskyttelse
Vejens borgmester har siden december modtaget trusler og bærer overfaldsalarm.
Længe har striden om Skovgårdsvej i Vejen raset, og uenigheden i den sag er ikke til at tage fejl af. Men nu kommer det frem, at sagen også har fået personlige konsekvenser for kommunens borgmester, Egon Fæhr (V).
TV 2 Syd og Jydske Vestkysten beretter torsdag, at borgmesteren siden december har modtaget trusler på mails.
Truslerne er så alvorlige, at både politiet og Politiets Efterretningstjeneste (PET) er gået ind i sagen og nu jævnligt patruljerer ved borgmesterens bolig.
Borgmesteren er desuden blevet udstyret med en overfaldsalarm.
»Det irriterende er, at man ikke ved, hvem man er oppe imod. Man bliver da også lidt betænkelig, når PET kommer på besøg. Så tænker man, hvad er det lige, der foregår. Og så bliver man sur, for det er ikke rimeligt, at man skal udsættes for trusler, samtidig med at politiet skal bruge ressourcer på det. Men naturligvis er man glad for, at man ikke står alene, og at der er professionelle folk, som tager over og vurderer situationen,« siger Egon Fæhr til Jydske Vestkysten.
Vejstriden, der har udløst truslerne, tog sin start i 2012, da Vejen Kommune og Banedanmark eksproprierede en del af landmanden Martin Lund Madsens jord for at bygge en ny vej.
Martin Lund Madsen mente, at beslutningen var ulovlig og har siden fået rettens ord for det og efterfølgende blokeret vejen.
Det har dog ikke været det sidste punktum i sagen, da Vejen Kommune siden har startet en ny ekspropriationssag med begrundelse i vejloven i stedet for elektrificeringsloven.