Højesteret afviste sag: Mor skal ikke bøde for at dele billede af blotter
Rikke Louise Andersen fra Sjælland delte i 2016 et billede af en mand, som blottede sig for hendes datter.
Højesteret gik mandag imod både byretten og landsretten og valgte at afvise sagen om en kvinde, som i 2016 delte et billede af en blotter på Facebook.
Rikke Louise Andersen fra Vordingborg delte i 2016 et billede af en mand, som blottede sig foran hendes datter og en veninde. Billedet kom oprindelig fra en overvågningsvideo, hvorefter kvinden affotograferede det og delte det på det sociale medie.
Anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi sigtede Rikke Louise Andersen for at have overtrådt persondataloven, men hun blev i første omgang frifundet ved byretten, da anklageren havde brugt en forkert paragraf i persondataloven.
Rikke Louise Andersen var nemlig tiltalt efter persondatalovens paragraf 26 a, men den er ifølge retten kun anvendelig, hvis det er ophavsmanden til overvågningsbillederne, som deler dem. Højesterets dom mandag er ikke en frifindelse, men en afvisning af sagen. Til gengæld er det nu den oprindelige frifindelse fra byretten, som står til troende.
Herefter rejste Anklagemyndigheden sigtelse igen ud fra en ny paragraf. Men den går ikke, har Højesteret nu vurderet.
»Højesteret fandt, at den nye tiltale i det væsentlige angik de samme faktiske omstændigheder, som T (Rikke Louise Andersen, red.) var tiltalt for i den tidligere sag, samt at frifindelsen var sket efter en realitetsprøvelse af betingelserne for at pålægge strafansvar. Dommen var endelig, da den nye tiltale blev rejst. Den fornyede retsforfølgning var derfor i strid med forbuddet mod dobbelt strafforfølgning,« skriver Højesteret i sin dom.
Rikke Louise Andersen blev oprindelig i byretten dømt til at skulle betale en bøde på 5.000 kr. for forseelsen. Sagen blev anket, men landsretten afviste dog også hendes sag. Rikke Louise Andersen valgte derpå at prøve sagen for Højesteret, da sagen havde principiel karakter.
»Mit barns retssikkerhed er blevet krænket, så jeg er villig til at tage den hele vejen op til Menneskerettighedsdomstolen,« sagde hun efter dommen til TV 2.
Da Jyllands-Posten spurgte hende, om hun ville gøre det samme igen, hvis hun stod i en lignende situation, svarede hun:
»Ja, det ville jeg. 100 pct. sikkert. Også trods risikoen for at blive idømt en bøde. Der skal retfærdighed til, og det har der ikke været, når en forbryder kan rende frit rundt og krænke børn på denne måde, og man bliver anklaget, sigtet og alt muligt, når man er med til at stoppe ham.«
Blotteren blev dømt for at have vist sit lem til en gruppe piger, heriblandt Rikke Louise Andersens datter, og blev idømt 10 dagbøder á 250 kr.