Regeringen vil nedlægge regionerne

Statsministeren vil nedlægge regionsrådene og give større ansvar for sundhedsvæsenet til folkevalgte i kommunerne.

Artiklens øverste billede
Statsminister Lars Løkke Rasmussen vil onsdag præsentere den længeventede sundhedsreform. Foto: Emma Sejersen

Når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og en stribe ministre onsdag formiddag præsenterer den længe ventede sundhedsreform, vil det folkevalgte niveau i regionerne blive nedlagt.

Det erfarer Jyllands-Posten fra flere kilder.

Det betyder, at der fremover ikke længere skal afholdes valg for at finde repræsentanter til at styre det danske sundhedsvæsen. I dag sidder der 205 folkevalgte politikere i de fem regionsråd.

Det kan kun blive et skifte til det bedre.

Hans Ejner Bertelsen (V), borgmester i Morsø Kommune.

I stedet foreslår regeringen i sit udspil, med titlen ” Patienten først – nærhed, sammenhæng, kvalitet og patientrettigheder”, en ny struktur, der består af tre lag:

For det første foreslår regeringen, at der oprettes en national bestyrelse med navnet ”Sundhedsvæsenet Danmark”, der skal stå for den overordnede planlægning af sundhedsvæsenet. Denne bestyrelse skal bestå af 11 personer – herunder en formand og personer fra de fem nye sundhedsforvaltninger.

Sundhedsforvaltningerne, det andet lag i den nye struktur, svarer geografisk til regionerne. Deres vigtigste opgave bliver at styre supersygehusene. De nye forvaltninger vil ikke skulle ledes af folkevalgte, men planen er ifølge Jyllands-Postens oplysninger, at de nuværende regionsrådsformænd kan fortsætte i spidsen for de nye sundhedsforvaltninger.

Regeringen foreslår også et tredje lag i fremtidens sundhedsvæsen: 21 sundhedsfællesskaber, der bygges op omkring de nuværende akutsygehuse, og som ventes at omfatte 4-5 kommuner. De skal bl.a. styres af to repræsentanter fra hver kommune – en borgmester og en udvalgsformand – og derudover skal der være repræsentanter fra aktørerne på sundhedsområdet – f.eks. de praktiserende læger.

Målet er ifølge regeringen bl.a. at sikre, at behandling af folkesygdomme såsom diabetes, kol og hjertekarsygdomme sker hos den praktiserende læge tættere på borgerne frem for på sygehuse, der kan ligge længere væk.

Lars Løkke Rasmussen ønskede tirsdag ikke at kommentere oplysningerne, men under en debat i folketingssalen slog statsministeren fast, at regeringen med reformen vil »sætte patienten først«.

»Man må helt stilfærdigt sige, at patienternes rettigheder ikke bliver overholdt lige godt alle steder. Det er sådan set det, vi skal gøre noget ved, for behandling må ikke afhænge af postnummer.«

Statsministeren fortsatte:

»Og hvis der afledt af det er brug for at justere i gammelkendte strukturer, så skal vi selvfølgelig være parate til at gøre det. Og det er mit parti og regeringen.«

Splittet Venstre

Et opgør med regionerne har længe været et udtalt ønske fra Dansk Folkeparti, De Konservative og Liberal Alliance. Spørgsmålet har imidlertid splittet Venstre, hvor flere profiler har advaret om at fjerne det folkevalgte led i sundhedsvæsenet.

Formand for Danske Regioner Stephanie Lose (V) er »skuffet« over udsigten til, at regionsrådene fjernes.

»Den folkevalgte forankring gør en kæmpe forskel på så væsentligt et område som sundhed,« siger hun og fortsætter:

»Når man træffer beslutninger som folkevalgt, er der sjældent én løsning, der er den rigtige. Der er faglige, økonomiske og politiske hensyn. Og jeg er bekymret for, om man i fremtiden vil vælge løsninger, der i lige så høj grad tager højde for, hvordan borgerne ser på det.«

Borgmesteren i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen (V), er bekymret for, hvordan de sundhedsfaglige specialister skal fordeles mellem sundhedsfællesskaberne.

»Her er det vigtigt, at der er et element af politisk indflydelse, så det ikke bliver en ren regnearksløsning. Vi skal jo sikre, at hele landet dækkes fornuftigt af, og der tror jeg, at man får bedre løsninger, hvis man også har andre aspekter med end de rent lægefaglige,« siger borgmesteren.

Hans Ejner Bertelsen, V-borgmester i Morsø Kommune, ser frem til at få større ansvar for sundhedsvæsenet. Han fortæller, at Region Nordjylland har lukket både et sygehus og genoptræningscenter i hans kommune, så der i dag kun er ét regionalt tilbud tilbage.

»Det kan kun blive et skifte til det bedre. En lille bekymring er, om pengene følger med, når der bliver lagt mere over til kommunerne. Men det slagsmål må vi tage til den tid,« siger han.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen