Kræftsyge må tåle, at operationer går galt
Advokater og patientforeninger kritiserer restriktiv praksis i erstatningssager, hvor kræftpatienter er blevet skadet.
Du led i forvejen af en potentiel dødelig sygdom, så derfor kan du ikke få erstatning, selv om du under din behandling i sundhedsvæsenet er blevet alvorligt invalideret.
Sådan lyder det alt for ofte fra Patienterstatningen og Ankenævnet for Patienterstatningen, når især kræftpatienter og mennesker med forstadier til kræft har fået alvorlige skader efter f.eks. sygehusinfektioner eller operationskomplikationer. Det mener en række advokater og patientforeninger, som beskylder myndighederne for at tolke den såkaldte rimelighedsregel i erstatningsloven alt for restriktivt og ikke tage hensyn til, at langt flere i dag overlever kræft end tidligere.
Men myndighederne mener groft sagt, at kræftpatienter og mennesker med forstadier til kræft skal tåle næsten hvilken som helst skade uden at få erstatning, ja, i nogle tilfælde også døden, blot fordi de har en kræftdiagnose eller forstadier til kræft, som i ubehandlet form kan være dødelig.Søren Kroer, advokat.
Reglen fastslår, at patienter, der skades under behandlingen, kan få erstatning, hvis deres skader er mere omfattende, end hvad de med rimelighed må tåle.
»Men myndighederne mener groft sagt, at kræftpatienter og mennesker med forstadier til kræft skal tåle næsten hvilken som helst skade uden at få erstatning, ja, i nogle tilfælde også døden, blot fordi de har en kræftdiagnose eller forstadier til kræft, som i ubehandlet form kan være dødelig. Det er helt urimeligt og er ikke i overensstemmelse med lovens forarbejder og retspraksis,« siger Søren Kroer, advokat fra Kroer & Fink Advokater, der har speciale i erstatningssager.
Hos Kræftens Bekæmpelse mener adm. direktør Jesper Fisker, at Patienterstatningen og Ankenævnet for Patienterstatningen bør revurdere deres praksis i takt med den forbedrede kræftoverlevelse. I dag er mere end 60 pct. i live, fem år efter diagnosen blev stillet.
»For mange er kræft ikke længere en dødsdom, men en sygdom, som de heldigvis kan helbredes for, eller en kronisk sygdom, som de lever med og dør med,« siger Jesper Fisker.
Formanden for Danske Advokaters fagudvalg for erstatning og forsikring, advokat Karsten Høj, Elmer Advokater, efterlyser en analyse af, om den aktuelle praksis lever op til, hvad man politisk ønsker skal være gældende.
Hos Patienterstatningen afviser vicedirektør Martin Erichsen kritikken.
»Jeg synes generelt, at patienterne får de rigtige afgørelser hos os,« siger han og henviser til, at ankenævnet i øvrigt får ret ved domstolene i 9 af 10 sager.
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) vil nu indkalde Kræftens Bekæmpelse til et møde.