Forfatter til PET-bog: Jeg kan ikke afsløre mine kilder
Anklagerne i retssagen om PET-bogen udspørger onsdag journalisten bag, hvor han har sine oplysninger fra.
Gav den tidligere PET-chef Jakob Scharf journalist Morten Skjoldager indsigt i nye fortrolige oplysninger om PET’s arbejde, da han medvirkede i bogen ”Syv år for PET”?
Det mener anklagemyndigheden, der onsdag i retten udspørger Morten Skjoldager om, hvordan han fik oplysningerne i bogen.
Anklagerne vil i flere tilfælde vide, om oplysningerne, som Jakob Scharf kommer med, er nye, og om Skjoldager har fået dem fra PET.
Blandt andet spørger anklagerne til et konkret citat fra Scharf, nemlig at PET havde efterretninger om, der var planer om angreb mod hjemvendte danske soldater. Anklageren vil vide, om han har oplysningen fra PET.
- Nej, det har jeg ikke, siger Skjoldager.
Han forklarer dog, at der gik rygter om, at DR P1 var på vej med en radioudsendelse om netop det.
I bogen har Skjoldager indsat flere noter med henvisning til kilder, men de steder, hvor det ikke er citater fra Scharf, eller der henvises til en note, vil han ikke fortælle, hvor han har oplysningerne fra.
- Af principielle årsager kan jeg ikke give oplysninger om kilder i de afsnit, hvor jeg ikke har angivet kildehenvisning, siger Skjoldager.
Tidligere har forfatteren fortalt, at han har fået aktindsigt i tre terrorsager, og de dokumenter er blandt andet kilder til bogen. Skjoldager fortæller desuden, at han har kilder i islamistiske miljøer, men også i politiet og PET.
Anklagemyndigheden påstår i sagen, at Scharf har brudt sin tavshedspligt 28 gange i bogen. Scharf kræves derfor idømt fængsel, men han nægter sig skyldig.
Desuden vil Scharf kun stå ved, hvad han direkte er citeret for i bogen. Og Skjoldager har tidligere i retten forklaret, at Jakob Scharf kun havde indflydelse på egne citater og ikke redigeringsret over bogen.
Han fortæller dog, at de steder, hvor der uden for citat står, at det er Jakob Scharf, der ”fortæller”, er oplysningerne også fra Scharf.
- Det er klart, at de steder, hvor jeg skriver, at han ”siger” eller ”fortæller”, så er det noget, som han har sagt til mig, men det er ikke ordret, det han siger, lyder det fra Skjoldager.
Morten Skjoldager fortæller, at han og Jakob Scharf mødtes flere gange i løbet af et år for at lave interviews til bogen.
Han vurderer, at han i alt brugte omkring 50 timer på at udspørge Scharf om tidligere sager i efterretningstjenesten. Det blev til i alt cirka 450 direkte citater fra Jakob Scharf i bogen.
Morten Skjoldager er desuden sigtet for som forfatter til bogen at have bragt fortrolige oplysninger.
Der ventes dom i sagen mod Jakob Scharf i december.
/ritzau/