Fortsæt til indhold
Indland

Rotterne formerer sig som aldrig før i sommervarmen: »Det sprænger alle rammer«

De mange rotter giver ekstra travlhed hos skadedyrsbekæmpere.

Det er ikke kun glade, isspisende danskere, der har nydt godt af de høje temperaturer i Danmark denne sommer.

Rotterne har det nemlig også ekstra godt i varmen, lyder meldingen flere skadedyrsbekæmpere:

»Rotterne formerer sig bedre end nogensinde før. De trives rigtig godt, når det er tørt. Jeg har været i branchen siden 1990, og jeg kan ikke mindes, at rotterne nogensinde har været så aktive på denne tid af året, som de er nu. Det sprænger alle rammer«, siger Kim Laursen, der er administrerende direktør i skadedyrsfirmaet Kiratin, til DR.

Han fortæller til mediet, at varmen også får flere rotter til at komme op til overfladen i dagtimerne.

Hos Rentokil Skadedyrskontrol er teknisk chef Claus Schultz enig i, at rotterne har rigtig gode betingelser i øjeblikket, siger han til DR.

Det skyldes, at de ifølge ham »nyder sommervarmen,« og han forventer derfor, at rottesæsonen »bliver stor i år.«

Flere kommuner har været nødsaget til at lukke havnebade på grund af fund af rotter. Det har bl.a. været tilfældet i Aalborg, hvor havnebadet den 13. juli blev lukket netop på grund af de små lodne dyr.

Også i København har skadedyrene meldt deres ankomst. Havnebadet ved Sluseholmen lukkede den 17. juli på grund af rotter.

Det åbnede dog igen den 23. juli med meldingen om, at skadedyrene var væk.