Fortsæt til indhold
Indland

Færre kom til skade i trafikken – men forbund kalder nye tal for tragisk læsning

Mere end hver tredje trafikdræbte eller tilskadekomne var cyklist eller fodgængere i 2017.

Sidste år var der 175 personer, der mistede livet i trafikken. I alt blev 3.000 dræbt eller kom til skade.

Spørger man Vejdirektoratet, der står bag de nye tal, indikerer det, at det går den rigtige vej med trafiksikkerheden. Det er nemlig det laveste antal ulykker med personskade over en periode på 10 år.

Men set gennem Cyklistforbundets briller er der tale om tragisk læsning for bløde trafikanter.

»Det er dybt foruroligende, at den gode udvikling i trafiksikkerhed for bilister ikke ses, når det handler om de bløde trafikanter,« siger direktør Klaus Bondam om de nye tal i en pressemeddelelse.

For mens antallet af omkomne i trafikken er faldet siden 2007 og mere end halveret siden 2008, har antallet af bløde trafikanter som fodgængere og cyklister næsten uændret siden 2012, pointerer Bondam.

»Det er dybt tragisk, at vi som samfund ikke er lykkes med at bringe antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne cyklister og fodgængere længere ned. Især når vi ved hvilke enorme samfundsmæssige gevinster, der ligger i færre dræbte og tilskadekomne - og også i at flere benytter sig af aktiv transport som at cykle og gå,« siger Klaus Bondam.

Hos Cyklistforbundet mener man, at den stigende trafik på vejene ikke har resulteret i tilstrækkelige investeringer i mere sikker og tryg infrastruktur for cyklisterne. Ikke desto mindre udgjorde de 27 trafikdræbte cyklister i 2017 et fald i forhold til året før, hvor 31 mistede livet.

Vejdirektoratet tilskriver generelt de færre tilskadekomster i trafikken, at vejene er blevet indrettet bedre, og bilerne er blevet mere moderne. Mens færre personer kommer til skade, skete der i fjor der en stigende tendens af ulykker med kun materiel skade.

Der sker nu tre gange så mange skader på køretøjer som på trafikanter i Vejdirektoratets ulykkesstatistik. Du kan læse hele den nye rapport fra Vejdirektoratet her.