Fortsæt til indhold
Indland

Se videoen: Kran lader Volkswagen Golf falde fra 12. sal

Rådet for Sikker Trafik håber, at filmen vil være en øjenåbner for dem, der ikke opfatter høj fart i trafikken som noget risikabelt.

Scenen udspiller sig i 12. sals højde foran et etagebyggeri. Her hænger mellemstor Volkswagen Golf og dingler sælsomt fra en kran med snuden rettet mod jorden, der befinder sig mange meter længere nede.

Da kranføreren giver slip, styrter køretøjet med høj fart i nogle sekunder, inden det kolliderer med et til lejligheden placeret træ på jorden foran bygningen.

Der er ikke tale om en optagelse til en actionfilm eller et smågakket forsøg fra et afsnit af "Top Gear", men derimod en ny kampagnefilm fra Rådet for Sikker Trafik, der har taget anderledes midler i brug for at illustrere, hvor store konsekvenser det kan have at køre for hurtigt.

Formålet er at give bilisterne en idé om, hvor galt det kan gå, hvis du kører galt med 90 km/t og f.eks. rammer et vejtræ.

»Vi håber, at det her er en øjenåbner for mange. Mens de fleste har stor respekt for højder, så opfatter mange bilister ikke farten på vejene som noget risikabelt. Med filmen prøver vi at koble de to ting sammen og vise, at det er de samme fysiske kræfter, der er på spil, hvis det går galt,« siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse.

Filmen skal tjene som en del af uddannelsen af fremtidens bilister. Den vil nemlig blive brugt i undervisning om trafiksikkerhed på landets skoler, ligesom den skal indgå i undervisningen på landets køreskoler.

»Alt for mange mennesker mister livet eller kvæstes på grund af for høj fart. For at få flere til at respektere fartgrænserne, skal der nogle gange fakta og dokumentation til. Filmen her viser tydeligt, hvorfor farten har en enorm betydning for din og andres sikkerhed på vejene. Jeg er sikker på, at filmen vil skabe eftertanke hos mange nye bilister,« siger formanden for Dansk Kørelærer-Union, René Arnt, i pressemeddelelsen.

Den voldsomme film er blevet til i forbindelse med en ny kampagne, som opfordrer bilister til at sænke farten, før det er for sent. 90 kommuner deltager i den aktuelle kampagne, hvor 5.000 røde skilte langs vejene i april vil minde bilisterne om at lette på speederfoden.

For høj fart udgør ifølge Rådet for Sikker Trafik en faktor i halvdelen af alle dødsulykker i trafikken. Mellem 2011 og 2015 mistede 472 mennesker livet i ulykker, hvor der blev kørt for stærkt i forhold til fartgrænserne eller forholdene.