Annonce
Indland

Nedskudt hunulv fra Ulfborg var født i Danmark

Det var en tævehvalp fra Ulfborg-parret, der for nylig blev ulovligt skudt på en mark ved Ulfborg.

Ulven, der blev skudt ved Ulfborg, var født i Danmark. Foto: Gregers Tycho

Det var en hunulv født i Danmark i foråret 2017, der 16. april blev ulovligt nedlagt på en mark ved Ulfborg i Vestjylland.

Det oplyser Miljøstyrelsen, der har fået udarbejdet en dna-analyse af Senchkenberg Instituttet i Tyskland.

Ulven var en hvalp fra Ulfborg-ulveparret, der sidste forår fik otte hvalpe.

Den nedskudte ulv var dermed lidt over et år gammel, da den blev skudt.

Af obduktionsrapporten fremgår det, at ulven vejede 31,9 kilo og var 146 centimeter lang inklusiv en hale på 40 centimeter.

Ulven blev skudt i venstre side mellem sidste og næstsidste ribben. Inden kuglen kom ud på højre side, nåede den at ødelægge ulvens højre lever, højre nyre, mellemgulv og højre lunge.

Ulven var ikke drægtig.

Drabet af ulven har fået stor omtale, og den blussede atter op, da DR offentliggjorde en video, der viste nedskydningen af ulven.

På videoen ser man en bil, der holder parkeret på vejen. En ulv løber forbi på marken og bliver ramt af et af de tre skud, der bliver affyret fra bilen.

Ulve-ekspert: Intet tydede på en aggressiv adfærd hos den nedskudte ulv

Skyderiet fandt sted på den nu tidligere folketingskandidat for Liberal Alliance Steffen Troldtofts grund. Det er angiveligt et nært familiemedlem til Troldtoft, der har affyret skuddene mod ulven.

Skytten var en 66-årig mand, der er blevet sigtet for overtrædelse af jagtlovgivningen.

Han nægter sig skyldig.

Videoen skal sammen med de tekniske undersøgelser bruges i sagsbehandlingen, og politiet har også talt med flere vidner til episoden på marken.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her