Fortsæt til indhold
Indland

Ubådsekspert om Peter Madsens forklaring: »Jeg tror ikke på den«

Orlogskaptajn fra Søværnet tror ikke på, at Kim Wall blev kvalt af giftige gasser.

Ditte Dyreborg var den første, der kom ombord på Peter Madsens ubåd Nautilus, efter den blev hevet op af Øresund tilbage i august 2017.

Hun har været en del af efterforskningen siden den 11. august, hvor ubåden kom på land, og hun har forestået alle de tekniske undersøgelser, der er blevet foretaget i ubåden.

Hun vidnede i dag i retten som dagens andet vidne, og hendes vurdering var meget klar. Hun afviste Peter Madsens forklaring om, at Kim Wall skulle være omkommet som følge af en udledning af giftige gasser udløst af et undertryk i ubåden.

»Hvis forklaringen er, at der er kulilte, og at kompressoren har kørt, så vil man finde det her kulilte i luftreservoiret. Selvom det ville være i meget små koncentrationer, ville vi kunne se det, men vi fandt ingenting,« forklarede Ditte Dyreborg i retten.

Desuden forklarede hun, at der ikke blev fundet spor af udstødningsgas eller sod på de filtrer, hvor det ifølge hende burde kunne ses, hvis Madsens forklaring skulle være sand. Derudover mente hun ikke, at det ville have været muligt for Peter Madsen at åbne ubådens luge udefra under et undertryk, sådan som han har forklaret.

»Man ville skulle løfte, hvad der svarer til 515,25 kilo plus lugens egen vægt for at åbne lugen. Man ville aldrig nogensinde kunne have åbnet lugen, det kan ikke lade sig gøre,« sagde hun.

Madsen har forklaret, at Kim Wall omkom, fordi hun ved et uheld blev fanget i ubåden under et undertryk, mens Madsen selv var på dækket. Har har forklaret, at uheldet skyldtes en fejl i ubåden, og at Kim Wall ikke stod til at redde, da han endelig fik adgang til ubådens kabine.

Under afhøringen af orlogskaptajnen sad Peter Madsen roligt ved siden af sin forsvarer. Han var igen i dag iklædt en sort blazer og sine karakteristiske sorte briller. Har sad roligt med hænderne foldet foran sig og kiggede skiftevis opmærksomt op på vidnet og ned i sine papirer, hvor han med jævne gjorde notater.

Ditte Dyreborg var iklædt sort uniform, da hun afgav forklaring i vidneskranken, og havde en hvid uniformskasket pyntet med guld liggende på stolen ved siden af sig. Hun har igennem en lang karriere beskæftiget sig med ubåde, bl.a. var hun under den kolde krig var ansat i forsvarets ubådsafdeling, i 2003 blev hun udnævnt til kaptajnløjtnant og senere orlogskaptajn.

Peter Madsens forsvarer, Betina Hald Engmark, stillede dog spørgsmåltegn ved Ditte Dyreborgs kendskab til amatørubåde, som den Peter Madsen har bygget, og som han og Kim Wall stævnede ud i den 10, august. Hun fremhævede, at den rapport, som Ditte Dyreborg har udarbejdet, er lavet på baggrund af et kompendium om Nautilus, som Madsen ikke har været med til at fremstille.

Derfor udledte hun, at vidnet altså ingenlunde har tilstrækkelig kendskab til ubåden, at mange af vidnets konklusioner bygger på forkerte fakta og at vidnet derfor ikke kan sige noget om, hvordan udstødningssystemet, filtrer og motorer fungerede i Nautilus.

Flere gange udviklede forsvarerets afhøring af Ditte Dyreborg sig til et regulært mundhuggeri mellem vidne og forsvarer. Ditte Dyreborg virkede irriteret og slog flere gange fast, at hun mente, at hun sagtens kan udtale sig om Nautilus uden at have været om bord på båden før.