Anklager: Peter Madsen har tilpasset sin forklaring
Anklageren har afhørt Peter Madsen igen og mener, at han igen har ændret sin forklaring. Forsvareren er meget uenig, og protesterede højlydt i retten.
Peter Madsen tog i dag for første gang siden de to første retsdage plads i vidneskranken midt i byrettens store retslokale 60. Han var ligesom flere af de foregående retsdage iført grå bukser, sort blazer og de karakteristiske sorte briller, og han sad præcis som de foregående dage roligt på sin stol med hænderne foldet foran sig.
Da anklager Jakob Buch-Jepsen gik i gang med at stille spørgsmål forsvandt roen dog hurtigt. Anklageren ville endnu en gang gerne tale om Peter Madsens seksuelle præferencer, om hans fascination af dødsvold og om hans skiftende forklaringer.
Anklageren mener, at Madsen har tilpasset sin forklaring til retten, idet han i tidligere politiafhøringer ikke har forklaret detaljeret om, hvad de stropper, der blev fundet i ubåden, skulle bruges til. Madsen har i retten præciseret sin forklaring og fortalt, at stropperne blev brugt til at spænde en stige fast med.
»Jeg forklarede under min første afhøring, at stropperne blev brugt til at spænde materiel fast med i ubåden inden sejlads, men på det tidspunkt mente jeg ikke, det var vigtig, at der var tale om en stige,« forklarede Madsen.
Da anklageren efterfølgende antydede, at Madsen nu var i færd med at afgive sin fjerde forklaring, protestrede forsvarer Betina Hald Engmark højlydt.
»Nu skal anklageren simpelthen stoppe. Der er på ingen måde tale om en fjerde forklaring,« sagde hun, og dommeren gav delvist forsvareren ret.
Peter Madsen virkede, særligt under første del af afhøringen, irriteret og frusteret. Flere gange opstod der mundhuggeri mellem ham og anklager Jakob Buch-Jepsen.
»Hvis jeg ikke svarer det, du vil have, kan du jo selv svare på spørgsmålene,« sagde Peter Madsen bl.a., da anklageren bad ham om at svare kortere på spørgsmålet om, hvad han og Kim Wall lavede i ubåden inden Kim Wall døde.
»Så får du det på den her måde,« responderede Madsen, »Den første halve time legede vi med ubåden, og bagefter interviewede hun mig.«
Anklageren læste efterfølgende en sms op, som Madsen sendte til sin ekskone fra ubåden kort efter, at Kim Wall ifølge Madsens udsagn var omkommet ved en ulykke. Han vil vide om Madsen virkelig havde overskud til at sende en besked så kort tid efter den påståede ulykke.
»Du må forstå, at (ekskonens navn, red.) betød rigtig meget for mig, og at hun ville blive meget nervøs hvis ikke jeg gav lyd,« forklarede Madsen og tilføjede, at han også gerne ville have kontaktet Kim Walls pårørende, men at han ikke havde nogle telefonnumre.
Anklageren spurgte desuden ind til flere af de voldsomme videoklip, der blev vist i retten i går. Peter Madsen kunne ikke afvise, at han har hentet nogle af klippene men slog fast, at andre også har haft adgang til harddiskene. Han forklarede også endnu en gang, at han ikke tænder på seksuel vold.
Første del af den syvende retsdag har været præget af højlydte diskussioner mellem forsvarer og anklager. Forsvareren har flere gange opponeret mod den måde, som anklager Jakob Buch-Jepsen har fremført sagen på. I eftermiddag får forsvaren selv mulighed for at afhøre Peter Madsen.