Forsker: Der er væsentlig risiko for storkonflikt
Forligsmanden står med en tredobbelt udfordring, når hun skal forsøge at afværge en storkonflikt, vurderer en arbejdsmarkedsforsker.
Det er en overordentlig stor opgave, der venter forligsmanden, Mette Christensen, de kommende fire uger.
Som Forligsinstitutionens mægler i overenskomstforhandlingerne mellem arbejdsgiverne og de 745.000 offentligt ansatte, er det i bund og grund op til hende at afværge den truende storkonflikt, som er varslet fra 4. april.
Og muligvis også en lockout i endnu større omfang.
Således kommer den erfarne jurist og tidligere vicepræsident i Sø- og Handelsretten Mette Christensen på overarbejde, hvis missionen skal lykkes, vurderer arbejdsmarkedsforsker Mikkel Mailand fra Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) på Københavns Universitet.
Han vil ikke sætte procentsatser på risikoen for en storkonflikt, men siger:
»Det er en stor opgave, forligsmanden har fået, og dermed også sagt, at konfliktrisikoen er væsentlig.«
Dels skal der forhandles på alle tre hovedområder; stat, kommuner og regioner.
Dels fordi det er tre meget centrale spørgsmål, som skiller parterne; nemlig lønstigninger, frokostpause for statsansatte akademikere og lærernes arbejdstid.
Og dels fordi de offentligt ansattes organisationer i år står særdeles tæt sammen i en solidarisk musketéred, der kan besværliggøre forhandlingerne.
»Forligsmanden står i virkeligheden med en tredobbelt udfordring. Det bliver vanskeligt, fordi opgaven er så stor, men man skal ikke sige, at den er umulig,« siger Mikkel Mailand.
Imod en konflikt taler, at ingen af parterne har interesse i lukkede børnehaver, skoler, gymnasier og lignende.
Strejkevarslerne fra de faglige organisationer omfatter op mod 100.000 offentligt ansatte, svarende til 10-15 pct. af styrken, hvilket ifølge Mikkel Mailand er på det forventelige niveau.
Onsdag ventes Kommunernes Landsforening (KL) at beslutte, om de vil svare igen på strejkevarslerne ved at varsle lockout, sådan som chefforhandler Michael Ziegler tidligere har truet med.
Mikkel Mailand finder det sandsynligt, at det ender sådan.
»Spørgsmålet er så, hvor omfattende en lockout det bliver,« siger han.
Tirsdag mødtes chefforhandlerne på det kommunale område, Michael Ziegler og Anders Bondo Christensen fra Danmarks Lærerforening til det første egentlige forhandlingsmøde i forligsinstitutionen.
Mandag var det forhandlerne på det statslige område, der var forbi.
Møderne foregår i fortrolighed bag lukkede døre, og derfor er det svært at vurdere, om der sker fremskridt.
Hvem skal strejke? Se hele listen her.