WWF jubler: Finanslovsaftale er »en kæmpe sejr for dyrene«
Finanslovsaften lægger op til at hæve strafferammen fra et til seks års fængsel for grov dyrekriminalitet.
På side 27 i den finanslovsaftale, der blev indgået sent fredag aften, finder man et punkt, der har vakt stor glæde hos Verdensnaturfonden WWF.
Her kan man nemlig læse, at regeringen og Dansk Folkeparti er nået til enighed om at skærpe straffen for grov og organiseret handel med truede dyrearter samt med produkter af truede arter.
Indtil nu har man risikeret en fængselsstraf på op til et år for sådanne forbrydelser, hvilket ifølge WWF ligger i den lave ende i forhold til andre lande, vi sammenligner os med. I Holland og Tyskland kan man eksempelvis straffes med op til hhv. fem og seks års fængsel.
Det har længe fået organisationen til at råbe vakt i gevær og advare om, at Danmark kan blive et potentielt paradis for dyresmuglere. Men med de skærpelser, der er tegnet op i aftalen, bevæger vi os ud af risikozonen, skriver fonden i en pressemeddelelse.
»Det her er en kæmpe sejr for dyrene, naturen og alle os, der ikke vil have, at Danmark skal være et fristed for alvorlig kriminalitet med truede dyr. I WWF ser vi nyheden fra Christiansborg som den bedste julegave, vi kunne få,« siger generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, Bo Øksnebjerg og fortsætter:
»Det er dyrene, der har vundet her. Jeg er meget tilfreds med, at politikerne viser handling og tager ansvar for at bekæmpe den omfattende handel med truede dyr, som er en af de største trusler mod bl.a. elefanter, næsehorn og tigre.«
Det er Dansk Folkeparti, der har taget kravene om skærpelser for dyrekriminalitet med til forhandlingsbordet. Den nye aftale lægger op til, at strafferammen kan hæves til seks års fængsel, hvilket vil give politiet bedre mulighed for at styrke efterforskningen i sådanne sager og bl.a. gøre brug af aflytning.
WWF har tidligere kritiseret, at politiet ikke havde tilstrækkelige ressourcer til at efterforske sagerne. Alene i år er 14 kostbare papegøjer blevet stjålet fra danske parker ved to forskellige indbrud, hvor der ifølge fonden formentlig var tale organiseret kriminalitet. Ingen af fuglene, der blev stjålet i hhv. marts og november, er blevet fundet.
Og hidtil er sådanne sager om kriminalitet med truede dyr blevet behandlet med samme alvor, som hvis nogen brød ind og stjal en cykel eller et tv, sagde Bo Øksnebjerg i forbindelse med det seneste tyveri til Jyllands-Posten.
Ifølge fonden er smugling af bl.a. elfenben, tigerknogler og truede dyr en eksplosivt stigende industri med handler for op mod 100 mia. kr. om året - og de kriminelle rykker tættere på Danmark, skriver WWF, der henviser til, at politiet senest har stoppet »storstilet smugling« af elfenben og næsehornshorn i Berlin og i Amsterdam.