*

Indland

Hver tredje elev keder sig i timerne i folkeskolen

Jo mere eleverne keder sig, jo mindre lærer de. Kedsomhed fører til stress og kan være sundhedsskadeligt, siger en forsker.

Formanden for Danske Skoleelever, Jakob Bonde Nielsen, mener, at kedsomhed er et af de allerstørste problemer, som folkeskolen står over for. Foto: Tanja Carstens Lund

Hver tredje af de ældste elever keder sig i skolen, og udviklingen går i den forkerte retning.

Det viser en rapport fra Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM), der bygger på svar fra næsten 500.000 skoleelever i den nationale trivselsmåling.

I efteråret 2016 slog lektor Hans Henrik Knoop, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet, alarm over kedsomhed blandt elever. Men et år efter advarslen er det ikke blevet bedre. I 2016 oplevede 32,1 pct.af eleverne i 7.-9. klasse ”tit” eller ”meget tit”, at undervisningen var kedelig. I 2017 er tallet steget til 33,4 pct.

Kortvarig kedsomhed kan være sundt og kilde til kreativitet. Men når elever siger, at de ofte eller meget ofte keder sig, er det ikke godt.
Hans Henrik Knoop, lektor, DPU, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet

Det er en lille stigning, men ifølge Hans Henrik Knoop er det et vink om, at kedsomhed blandt skoleelever er en stor udfordring, for kedsomhed gennem længere tid kan være sundhedsskadeligt og give stress, og jo mere man keder sig, jo mindre lærer man.

»Kedsomhed er en følelse, der fortæller os, at vi spilder tid og kunne udrette mere. Kortvarig kedsomhed kan være sundt og kilde til kreativitet. Men når elever ofte eller meget ofte keder sig, er det ikke godt,« siger han.

Elever, som Jyllands-Posten har talt med, peger på, at skoledagene er for ensformige med de samme typer af opgaver det meste af tiden. Der foregår for lidt kreativt, og skolen agerer for lidt med samfundet.

Danske Skoleelevers formand, Jakob Bonde Nielsen, er enig:

»Skoledagene er for ens. Eleverne sidder på deres bagdel i en alt for stor del af tiden i skolen.«

Mette With Hagensen, formand for Skole og Forældre, siger, at det »ikke er godt nok«, at flere elever keder sig i skolen.

»Vi sagde sidste år, at der skulle gøres noget ved problemet, og vi forsøgte at få mere fokus på praktisk undervisning og få eleverne aktiveret, men vi må erkende, at det ikke er lykkedes,« siger hun.

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) skelner mellem, hvad hun kalder for »god« og »dårlig« kedsomhed.

»Den dårlige kedsomhed, hvor børn ikke bliver mødt på deres udviklingstrin, kan vi og bør vi gøre noget ved. Den gode kedsomhed, hvor man lærer kommatering eller tysk grammatik, skal vi holde fast i. Al undervisning skal ikke laves til et cirkus,« mener hun.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Om temaet

I 2014 trådte en ny folkeskolereform i kraft, og lærerne fik ændrede vilkår. Dette tema handler om nye tider i folkeskolen.

Tip til historier

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her