Fortsæt til indhold
Erhverv

Bilforhandler om dyrere biler: Åndssvagt forslag

Bilforhandlere håner Enhedslistens forslag om afgiftsstigning på biler.

/ritzau/FINANS

Enhedslistens forslag om en stigning i registreringsafgiften på at købe bil, er så urealistisk, at det kan være lige meget.

Det mener flere i bil-branchen, deriblandt Peter Hansen, der er direktør i den børsnoterede bilforhandler Andersen & Martini, der blandt andet forhandler mærkerne Opel, Peugeot og Fiat.

Det skriver dagbladet Børsen.

Ifølge Enhedslistens forslag skal registreringsafgiften på biler stige med 5-6 mia. kr., blandt andet gennem stop for fradrag til diverse ekstraudstyr. Provenuet fra stigningerne skal derefter gå til den kollektive trafik.

- Jeg tror, der er så få mennesker, der tager dem seriøst, så det er ligegyldigt, hvad de siger. Så jeg kommer ikke til at mærke det i mine butikker, udtaler Peter Hansen, administrerende direktør i Andersen & Martini, ifølge dagbladet Børsen.

Peter Hansen medgiver, at der i teorien godt kan findes potentielle købere, der vil skynde sig med at købe bil, inden den eventuelle afgiftsstigning gør bilen dyrere. Men efter hans mening vil den effekt blive opvejet af et lige så teoretisk antal forbrugere, der holder igen fordi de bliver nervøse over Enhedslistens forslag.

I praksis kommer det dog ikke til at betyde noget som helst, mener han.

- Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg faktisk ikke, det får nogen effekt. Der her er simpelthen så åndssvagt. Der er ikke nogen partier, der vil være med til at gå ind og dække noget af det her ind, udtaler Peter Hansen til dagbladet Børsen.