Regeringen afviser Enhedslistens forslag om forhøjede bilafgifter
Det bliver ikke i denne omgang, at regeringen gør det dyrere at købe bil og billigere at tage bussen eller toget.
Enhedslisten kan godt pakke forslaget om at hæve bilafgifterne sammen, inden partiet næste gang møder op til forhandlinger hos Bjarne Corydon i Finansministeriet.
Regeringen afviser nemlig blankt, at forhøjelse af registreringsafgiften skal være en del af næste års finanslov.
"Regeringen vil ikke ændre på registreringsafgiften i forbindelse med finansloven," fastslår Socialdemokraternes skatteordfører Astrid Krag i en SMS til Jyllands-Posten. Hun uddyber ikke hvorfor.
Hverken finansminister Bjarne Corydon (S) eller finansordfører Jesper Petersen (S) er mulige at spørge, da de holder efterårsferie.
Til gengæld afviser også De Radikales medlem af Skatteudvalget, Andreas Steenberg, Enhedslistens forslag:
"Det lyder fint, men vi får et stort problem ude i provinsen, hvor det vil blive så dyrt med kollektiv trafik, at det samfundsmæssigt bedre kan betale sig med den nuværende privatbilisme," siger Steenberg til ekstrabladet.dk.
Dagens Berlingske skriver, at Enhedslisten vil gøre det dyrere at købe bil i Danmark, og i stedet bruge pengene på billigere offentlig transport og bedre forhold for cyklister. Forslaget om at omlægge registreringsafgiften er en del af Enhedslistens forhandlingsforslag til netop næste års finanslov.
Regeringen er ikke nødvendigvis imod selve tanken, men timingen er altså ikke den rigtige.
I regeringsgrundlaget fra 2011 har regeringen lovet, at "fremsætte forslag til en provenuneutral reform af afgifterne på personbiler."
Reformen skal få flere danskere til at købe mere energirigtige biler og gøre det mere attraktivt at benytte den kollektive trafik, sådan at forureningen i særligt de større byer bliver mindre.
I en mail til Berlingske skriver skatteminister Benny Engelbrecht (S), at regeringen ikke har opgivet ambitionerne om at modernisere registreringsafgiften, inden regeringsperioden er slut.
"Hvad Enhedslisten godt kunne tænke sig, det må de tage med til forhandlingsbordet. Men helt generelt er det stadig regeringens ambition at gennemføre en provenuneutral omlægning af afgifterne på personbiler," skriver Engelbrecht.
I Folketinget er der bred enighed om at gøre noget ved afgifterne på biler, men hvad der skal gøres, er der vidt forskellige bud på.
SF er på linje med Enhedslisten, Liberal Alliance vil helt fjerne registreringsafgiften, og Venstre vil have den sænket.