Boligejere får ikke glæde af ny ECB-rente
ECB ændrede i dag renten til det laveste nogensinde, men cheføkonom tror ikke, at boligejere får endnu billigere lån.
Den Europæiske Central Bank (ECB) sænkede i dag renten til 0,05 pct., hvilket er det laveste nogensinde. De danske boliglån har også sat rekorder i år, hvor bl.a. Nykredit i august lancerede et afdragsfrit 2,5 pct. lån med 30 års løbetid.
Vil den nye rente, som ECB i dag lancerede, betyde endnu lavere boliglån til danskerne? Det tror Jacob Graven, cheføkonom i Sydbank, ikke.
”Jeg tror ikke, at den nye rente kommer til at betyde alverden for almindelige mennesker. Det kommer ikke til at ændre danskernes oplevelse af, hvordan de bliver betjent, og hvilken pris de kan låne til,” siger Jacob Graven.
Nationalbanken ændrede også sin indlånsrente i dag til -0,05 pct. Det vil sige, at det nu koster penge for bankerne at sætte penge i Nationalbanken.
På trods af ECB’s nu endnu lavere rente, er de korte boliglån faktisk steget en lille smule. Jacob Graven mener ikke, at man skal lægge noget særligt i det.
”Det kan virke lidt mærkeligt, at de korte boliglån er steget en lille smule lige nu, når man har sat renten ned. Men det kan være en mekanisme, at nogle investorer søger mere risikofyldte aktiver, fordi der kommer flere penge i omløb, da ECB nu opkøber ABS’er (asset backed securities). Det kan give aktiemarkedet et løft, og så sælger nogle investorer deres obligationer, fordi de prøver at tage en hurtig gevinst i aktiemarkedet,” siger Jacob Graven.
Han mener, at ECB’s nye rente er med til at holde boligrenterne på et meget lavt niveau i lang tid endnu. Han vil ikke helt afvise, at boligrenterne kan falde en lille smule mere.
”Det er ikke helt utænkeligt, at boligrenterne kan blive trukket længere ned. Det afhænger også af, hvor stort et beløb ECB vil købe ABS’er for. Hvis inflationen fortsætter med at falde i eurozonen, kan det måske også presse obligationsrenten endnu længere ned. Men der er meget lidt potentiale, når de i forvejen er så utrolig lave,” siger Jacob Graven.