Viagra slår ældre mænd på sexjagt ihjel
Ældre mænd som køber potensmidlet Viagra på ferier i Thailand, uden at have opsøgt læge først, risikerer at slå sig selv ihjel.
Det skriver den norske avis VG.
Forsikringsselskabet Europæiske sender i gennemsnit hver måned to døde skandinaver hjem fra Thailand. Nogle er døde efter trafikuheld eller af helt naturlige årsager, men flere dødsfald menes at kunne tilskrives medicinmisbrug hos ældre mænd.
»Vi har eksempler på norske mænd helt op i 80-års alderen som kommer til Thailand for at købe Viagra eller kopier af Viagra uden at have konsulteret en læge først. Nogle af dem dør, mens andre bliver alvorligt syge,« siger Ytt Prabha, der er chef for Euro-Center i Thailand, der repræsenterer Europæiske, skriver VG.
Viagra sælges uden recept fra apoteker i Thailand, lige som der også findes tvivlsomme kopier på markedet.