Lukning af sukkerfabrik forværrer en i forvejen ringe økonomi i gasrør
Økonomien i gasrøret til Nakskov forværres markant med lukningen af sukkerfabrikken i Nakskov, siger professor i energiplanlægning.
Gasrøret til Lolland-Falster blev opført under heftig kritik for at være en ringe samfundsøkonomisk beslutning.
Med lukningen af sukkerfabrikken i Nakskov, der var en væsentlig aftager af rørets gas, er projektet og dets økonomi kun blevet værre.
Det siger professor i energiplanlægning Brian Vad Mathiesen.
»Det økonomiske billede, der var ringe i forvejen, er blevet en katastrofe,« lyder det.
I 2021 besluttede den daværende socialdemokratiske regering at anlægge en gasledning til Lolland-Falster for at sikre CO2-reduktioner samt skabe bedre vilkår for erhvervslivet.
Prisen for gasledningen løb op i omkring 1,5 mia. kr., hvilket var markant mere end først ventet.
I efteråret 2024 skrev Jyllands-Posten, at Nordic Sugar på det tidspunkt var den eneste virksomhed, som var koblet på den nye gasledning.
Oprindeligt lød det ellers fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, at 15 til 20 virksomheder ud over Nordic Sugar havde tilkendegivet, at de gerne ville kobles på gasledningen.
Professoren råbte vagt i gevær om projektet, da det under S-regeringens klimaminister Dan Jørgensen blev politisk behandlet i 2021.
Dels ville det ikke give samfundsøkonomisk overskud, dels ville det fastholde brugen af en energiform som gas, som man af klimahensyn vil væk fra på sigt, lød kritikken.
»Det var en forkert beslutning fra dag ét,« siger Brian Vad Mathiesen nu.
Tirsdag formiddag har den tysk ejer, Nordzucker, meddelt, at man fra 2027 lukker sukkerfabrikken i Nakskov. Beslutningen vil påvirke op mod 150 arbejdspladser fra 2027.
I meddelelsen fra Nordzucker lyder det, at sukkerproduktionen efter planen skal lukke, når den igangværende høst og forarbejdning er gennemført. Det vil den være i januar 2027, lyder det.
Herefter er det Nordzuckers plan, at faciliteterne fremover skal fungere som pakkeri for sukker.
Ifølge Nordzucker har der været en vedvarende overkapacitet i den europæiske sukkerindustri.
Derfor har koncernen besluttet at lukke produktionen i Nakskov for at værne om konkurrenceevnen og skabe et mere effektivt produktionsnetværk, lyder det.
Lars Gorissen, som er topchef i Nordzucker, siger, at selskabet vil styrke sin konkurrenceevne for at blive ved med at have succes i et »udfordrende markedsmiljø«.
»Indsatsen er blevet yderligere intensiveret i år, og vi er kommet frem til den vanskelige konklusion, at vi ikke længere ser en fremtid for vores sukkerproduktion i Nakskov,« siger han i meddelelsen.
Topchefen understreger, at der ikke er blevet taget let på beslutningen, men at Nordzucker ser det som et nødvendigt skridt.
Nordzucker oplyser, at beslutningen ikke rykker ved selskabets tilstedeværelse i Danmark. Fremover vil hele den danske produktion blive koncentreret på fabrikken i Nykøbing Falster.
Tidligere i år har Nordzucker besluttet at lukke sin sukkerproduktion i Slovakiet samt lukke et sukkerraffinaderi i Finland.
Alligevel var tiltagene ikke nok til at styrke konkurrenceevnen på lang sigt, lyder det.
Og her lyder vurderingen, at lukningen af fabrikken i Nakskov kan bidrage mest til at nå koncernens mål.
Her har det været en nøglefaktor, at fabrikken sammenlignet med andre fabrikker ville kræve et højere niveau af investeringer for på lang sigt at opretholde effektiviteten og profitabiliteten.
Sukkerfabrikken i Nakskov blev bygget i 1882 og var dengang blandt de største sukkerfabrikker i Nordeuropa.